VUC’s mission – i historisk perspektiv

Erling Klinkby

Af Erling Klinkby, tidligere forstander på VUC Lyngby, som bl.a. har skrevet ”Historien om VUC”, Roskilde Universitetsforlag 2004.

VUC’s force er og har altid været fleksibilitet og evne til at tilpasse sig skiftende politiske prioriteringer. Det har givet VUC masser at lave. VUC har budt sig til og er blevet tænkt med, når det gjaldt kompetenceløft til voksne og unge voksne. Men denne evne og villighed til at tilpasse sig de politiske prioriteringer har samtidig været VUC’s akilleshæl. Spørgsmålet har ofte været: kan bukserne holde, bliver skrævet for stort? Hvor er VUC’s identitet, hvad er kernen i VUC’s mission, hvor går grænsen for, hvad VUC kan og skal?

For mange år siden sagde daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen (det var i 1996): VUC skal udvikle ”en mobil karakterfasthed”. Et relevant budskab: kend jeres kerne, brug den dynamisk! Senest er problematikken blevet trukket op i forbindelse med indsatsen for de unge, der ikke går den direkte vej ind i en ungdomsuddannelse. Vil de mange unge i denne målgruppe, der i dag bruger VUC, være bedre tjent med et andet tilbud i en ny institution, som det aktuelt foreslås? Er VUC en unødvendig omvej for disse unge?

Inden jeg giver mit bud på dette spørgsmål, skal jeg prøve at belyse VUC’s mission i historisk perspektiv – hvad er det særegne ved VUC, hvor kommer det fra, og hvad er det for en opgave, VUC gennem tiden har skullet løse? Nogle gange kan historien faktisk gøre os klogere – også i forhold til aktuelle problemstillinger.

Gang i hjulene med begavelsesreserven

Det startede med sputnikchokket og den 2. industrielle revolution i slutningen af 1950’erne. Efterkrigstidens smalhals var forbi, der begyndte at komme gang i hjulene. Og til at drive hjulene frem skulle ”begavelsesreserven” blandt de unge voksne, der havde forladt folkeskolen med blot 7 års skolegang, tilbage på skolebænken og have suppleret deres basale skolekundskaber. De skulle forberede sig til en af de nye tekniske uddannelser (teknisk assistent, industrilaborant, maskintekniker mv.), som den hastigt voksende industri havde brug for.

Og der var masser af begavelsesreserve at tage af, 7 års skolegang var dengang undervisningspligten og også normen. 70% af en ungdomsårgang fik ikke mere. Men reserven omfattede alene dem med ”interesse, evner og anlæg” – der var trods alt grænser for, hvor dybt man ville grave efter guldet, niveauet skulle ikke sænkes! De første tekniske forberedelseskurser blev etableret i 1958 under aftenskoleloven, de blev forløbere for det VUC, vi kender i dag.

Fra de egnede til alle

Det blev oplysningsforbundenes aftenskoler, der tog sig af opgaven. De var tændt på sagen og sikrede, at de tekniske forberedelseskurser hurtigt blev landsdækkende. Og vigtigere: da aftenskoleloven i midten af 1960’erne skulle moderniseres, sørgede fremsynede folk i oplysningsforbundene for, at eksamensrettet almen undervisning for voksne blev en del af fritidsloven.

Ideerne om livslang læring begyndte at slå rod. Forberedelseskurserne fik deres eget kapitel i fritidsloven (1968) med udbud af folkeskolens 9.-10. klassefag som enkeltfag for voksne. Hvor det tidligere handlede om ”de egnede”, blev undervisningen nu i princippet åben for alle. ”Ingen elevemner bør på forhånd udelukkes”, sagde man. Samfundsbehov, fordelingspolitik og udjævning af uddannelseskløften (undervisningspligten var i 1972 blevet hævet til 9 år) var de politiske motiver bag de nye forberedelseskurser. Og målgruppen var alle med lyst og behov. ”Verdens bedste fritidslov”, kaldte man loven.

Forberedelseskurserne blev hurtigt en deltagersucces, de voksne stemte med fødderne.

Det hele ekspanderede, især da hf-enkeltfag kom med fra 1970. Hf var i 1967 skabt som en samlet uddannelse, men var opbygget, så den passede perfekt som enkeltfagsuddannelse for voksne: fleksibel fagstruktur, erfaringspædagogisk tilgang, progression i kursistens eget tempo (ingen årskarakterer) og mulighed for selvstudium. Væksten op igennem 1970’erne blev i høj grad næret af massearbejdsløshed og kvindefrigørelse. Arbejdsløse ,”henviste” og ”frigjorte kvinder” blev typiske kursistkategorier. Forberedelseskurserne blev for mange afsættet til omskoling og en åbning af nye livsmuligheder. Mod slutningen af 1970’erne deltog mere end 60.000 voksne årligt i forberedelseskursernes undervisning, ca. 70% var kvinder.

Oplysningsforbundene var fødselshjælpere, de sikrede etableringen, og – hvad der fik varig betydning – de bevirkede, at væsentlige dele af folkeoplysningens idegrundlag blev indlejret i forberedelseskurserne. Først og fremmest den uformelle tilgang, frivilligheden, valgfriheden og forskelligheden. Og selvfølgelig de voksenpædagogiske idealer om erfaringsinddragelse og relationel ligeværdighed mellem kursist og lærer.

På jagt efter voksenprofilen

Med et landsdækkende udbud af forberedelseskurser var folkeoplysningens arbejde færdiggjort. Forberedelseskurserne havde markeret sig som uddannelsessystemets officielle ”sweeper” og ”second chance”. Det lå i sagens natur, at kurserne nu måtte have selvstændigt lovgrundlag og reguleres i offentligt regi. Det skete med ”lov om prøveforberedende enkeltfagsundervisning for voksne”, der trådte i kraft 1978. Amterne blev driftsherrer, de sørgede for, at området blev reguleret og finansieret i henhold til de lokale behov og under hensyntagen til øvrige aktører på feltet – den fri folkeoplysning og anden voksenuddannelse. Forberedelseskurserne var nu en formel del af det samlede uddannelsessystem.

Uanset den uafviselige deltagersucces blev der i forhold til 9.-10. klassefagene i stigende grad rettet kritik mod undervisningens bindinger til folkeskolens bestemmelser – læseplanerne og prøveformerne. ”Er det rimeligt, at voksne skriver dansk stil om emner, der relaterer sig til unges erfaringsverden?”, spurgte man. Matcher fagenes indhold de voksnes behov? Og velegnede undervisningsmaterialer fandtes næsten ikke, den voksenpædagogiske praksis hang på lærerens opfindsomhed (som til gengæld typisk var ret stor).

Kritikken vandt politisk gehør, da folketinget i 1984 vedtog ” folketingsbeslutning om et 10 punkts program for voksenundervisning og folkeoplysning”.
Her blev det i punkt tre slået fast, at ”Enkeltfagskursernes almene kompetencegivende undervisning (9.-10. klasse og HF) udvikles til en egentlig voksenundervisning, som er frigjort fra folkeskolens og gymnasiets læseplaner, prøver og eksaminer”. Så gik jagten på voksenprofilen ind. ”Hvad har voksne brug for af almene kundskaber på grundlæggende niveau”, lød jagtråbet. Hf ville hverken ministeren eller sektoren røre ved, den fungerede fint, som den var. Efter fire år, hundredvis af forsøg og et omfattende udvalgsarbejde blev voksenprofilen indfanget og skåret til. ”Lov om almen voksenuddannelse” trådte i kraft 1989, en reform, der i høj grad var formet nedefra.

Avu-reformen

Med avu-reformen fik voksne en lovfæstet ret til almen kompetencegivende uddannelse på niveau svarende til folkeskolen. En ret der i undervisningens formål blev begrundet ud fra tre kompetencedimensioner: medborgerskab / bemestring af egen livssituation,  forudsætninger for videre uddannelse og kvalifikationer i forhold til arbejdsmarkedet. Det var første gang, der for området blev formuleret et samlet formål, og det er især værd at bemærke, at det folkeoplysende aspekt og arbejdsmarkedets behov indgår på lige fod med forberedelse til videre uddannelse. Formålet favnede bredt, og det var helt i overensstemmelse med tankerne om livslang læring: for samfundets skyld, for det enkelte menneskes skyld!

Fagrækken blev udvidet med et par voksenrelevante fag (bl.a. psykologi, samfundsfag og filosofi) og desuden et ”særligt fagtilbud”, hvor almene stofområder kunne tilpasses lokale behov. Den individualiserede ”værkstedsundervisning” kom også med. I indholdet blev anvendelsessiden og hverdagslivet vægtet med tematisering, projekter og inddragelse af autentisk materiale. Og så blev fagene opdelt i kortere moduler, der passede til voksnes muligheder for at deltage. Man skulle kunne stå af og på efter behov uden at miste det, man allerede havde opnået – en udbygning af fleksibiliteten.

Som det fremgår, blev voksenprofilen i høj grad tænkt ind i fagene og tilrettelæggelsen. Hertil kom, at institutionen VUC blev lovfæstet med den hensigt og det pålæg at sikre ”faciliteter der er hensigtsmæssige for et voksenpædagogisk miljø” (jf. lovbemærkningerne). En passende institutionsstruktur skulle sikre, at undervisningen var tilgængelig indenfor rimelig tid og afstand.

Indhold og institution var tænkt sammen, det var en tvillingefødsel: avu og VUC!

Ud på arbejdsmarkedet

Således udstyret med moduler og voksenrelevante fag var VUC klar til arbejdsmarkedet. ”Almen voksenuddannelse bør fx være en af de målrettede foranstaltninger, som kan anvendes i forbindelse med et lokalområdes erhvervsomstilling eller som led i den generelle indsats mod ledigheden”, hed det i lovbemærkningerne. Helt i tråd med den højere politiske prioritering voksen- og efteruddannelse (VEU) generelt fik i slut-80’erne og 1990’erne, hvor VEU-indsatsen (som det nu hed) skulle drive hjulene i gang igen. Kompetenceløft af de voksne var svaret på arbejdsløshed, globalisering og ny teknologi.

Målet var 60.000 nye uddannelsespladser til de voksne inden år 2000 – og det blev nået. Alle institutioner med voksenuddannelse medvirkede: AMU-centre, erhvervsskoler, VUC, daghøjskoler m.fl. Strategien hed: udbygning over en bred front og styrkelse af tværgående skolesamarbejde. ”Det tværgående samarbejde mellem de erhvervsrettede, de almene og de folkeoplysende uddannelsesinstitutioner udbygges ved, at hver bidrager med det, der netop er deres styrke”, hed det i en ministeriel pjece. VUC var klart blandt de flittigste brobyggere, det vrimlede med, ”tværsektorielle forløb”, ”skræddersyede forløb” og ”forkurser”. Især avu-modulerne kom i spil i den arbejdsmarkedsrettede indsats, hf mere som springbræt til videregående uddannelse.

Der blev skubbet og trukket i VUC’s identitet, balancen i det brede formål blev i den grad udfordret. Så meget, at hf og avu syntes at gå hver sin vej: hf mod de unge og avu mod de modne voksne. Gennemsnitsalderen på avu nærmede sig 40 år, mens den på hf lå stabilt under 30 år. Men de politiske vinde blæste VUC’s vej, VUC var leveringsdygtig i kompetenceløft til modne voksne, i ”second chance” til unge voksne og i fleksibilitet og voksenmiljø til alle. Man talte om ”det hele VUC”. Ved årtusindeskiftet deltog mere end 100.000 voksne årligt i VUC-undervisning.

Pendulet svinger

Bedst som VEU-aktiviteten bragede derudaf, svingede det politiske pendul. Konjunkturerne var i bedring, arbejdsløsheden faldende. Med en ny VEU-reform (2000) hed det nu: forenkling, sam­ordning og målretning. Spredehaglene skulle skiftes ud med mere træfsikre patroner. De kortuddannede og det formelt kompetencegivende kom i fokus.

Også i denne sammenhæng stod VUC med et godt ”produkt” – det alment kompetencegivende fra laveste til højeste niveau. Målretningen var i første række møntet på daghøjskolerne og folkeoplysningen, der efter nogles opfattelse var for løs i kompetencefugerne. Og samordningen handlede især om et tættere samarbejde mellem erhvervsskolerne og AMU-centrene, der indtil 2001 var opdelt på to ministerier, henholdsvis undervisningsministeriet og arbejdsministeriet med hver deres kapacitetsstyring og finansiering.

Forberedende voksenundervisning (FVU) i læsning og matematik blev en del af målretningen, den afløste i 2001 de hidtidige læsekurser og avu-basisforløb i dansk og matematik. VUC dur ikke til kortuddannede mænd, havde dele af fagbevægelsen påstået. Der var brug for en mere instrumentel og koncentreret undervisning, mente man. Og især de socialdemokratiske daghøjskoler ville have et avu-lignende tilbud på hylderne. Det blev dog amterne, der fik ansvaret for FVU, og VUC blev derfor naturligt nok hovedentreprenør for indsatsen. Allerede første år (2002) blev mere end 70% af FVU-aktiviteten gennemført af VUC, en betydelig del som forlagt undervisning på diverse institutioner og virksomheder. VUC evnede faktisk at komme rigtig langt ud – også til kortuddannede mænd.

Men generelt havde VEU-aktiviteten tabt pusten – voksenuddannelse er en konjunkturfølsom sag!

Fokus på de unge

Med neddroslingen af VEU-aktiviteten bliver VUC’s mission i stigende grad rettet mod de unge, der ikke går den lige vej fra folkeskole til ungdomsuddannelse, eller som dropper ud af en ungdomsuddannelse. I forvejen en særdeles vigtig VUC-mission – i relation til hf vel nærmest hovedmissionen (”sweeperen”). Det nye er, at unge med utilstrækkelige forudsætninger fra folkeskolen, herunder en del to-sprogede, kommer til at fylde mere på avu.

”Ungepakker” med brobygning til hf og erhvervsskoler er blevet standardtilbud på VUC. Og siden VUC i 2007 overgik til selveje, har 2-årig hf også været en del af udbudspaletten. Hermed udviskes voksenprofilen, det hedder nu ”VUC for unge og voksne”. Alderstyngden ligger på 18-22 år.

Samtidig med skærpelsen af ungeprofilen førte årene frem mod selvejet til en centralisering af VUC-strukturen – fra ca. 60 centre til knap 30. Dette, sammen med indførelse af differentieret deltagerbetaling og senere fuld brugerbetaling for veluddannede, betyder, at især modne voksne, der alene deltager af lyst og interesse i et enkelt fag (”con amore”), tendentielt udgrænses. En nedtoning af den folkeoplysende dimension i livslang læring og tilsvarende en indsnævring af VUC’s brede mission.

Politisk har indsatsen omkring de unge været i fokus siden midten af 1990’erne, hvor projekt ”uddannelse til alle” fastsatte målet om, at 95% af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Dette mål nærmer sig sin opfyldelse, og som nævnt har VUC gennem årene bidraget til det. Det politiske fokus er nu især rettet mod, at nogle unge bruger for lang tid på at gennemføre en ungdomsuddannelse, og at alt for mange falder fra en erhvervsuddannelse. Den politiske parole lyder: ingen svinkeærinder, ingen omvalg, hurtigt igennem eller ud på arbejdsmarkedet. Håndfast uddannelsesøkonomi!

Bevar frivilligheden og bredden!

Med dette politiske opdrag har en ”ekspertgruppe” så fremlagt en samlet plan for de unge, der ikke går den lige vej. Et vigtigt led i planen hedder ”Forberedende Uddannelse” (forberedelse igen, igen!), der samler en række eksisterende tilbud under en hat – samordning, en dør ind, hurtigt igennem!

I denne samordning forestiller man sig, at ¾ af VUC’s almene undervisning på grundlæggende niveau (avu og fvu) flytter ud af VUC og over i en ny skoleform, der til forveksling ligner en produktionsskole. Med andre ord: produktionsskolerne skal efter planen have tilført en ordentlig sjat VUC, omorganiseres og have nyt navneskilt. Og så skal der en fastere krog i nakken på de unge – lige indtil de fylder 30 år. Ingen svinkeærinder!

Der er ingen tvivl om ekspertgruppens gode hensigter på de unges vegne, og der er lavet megen god analyse. Og som nævnt er der stor politisk vilje til at gøre noget ved sagen. Men hvad med de unges egen vilje? Hvad med dem, der vil og kan selv, men som af vidt forskellige grunde ikke tager den lige vej? Her tror jeg, man risikerer at ødelægge noget meget værdifuldt i vores voksenuddannelsessystem: det frie valg og bredden af tilbud.

Det er et problem, når gode hensigter og stor samfundsvilje krænger over i noget, der ligner planøkonomi. Jeg tror ikke på projektet. Jeg tror på, at uddannelse er et gode, som kan vælges, når man er motiveret. Jeg tror på, at de unge skal have lov til at vælge – og vælge om. Ungdomslivet er ikke så snorlige, at det passer ind i en samordnet enhedsmodel. Jeg tror på den brede vifte af tilbud, på frivillighed og forskellighed. Og her bør VUC naturligvis fortsat spille en hovedrolle.

VUC’s force er: frivillighed, fleksibilitet og et voksenmiljø.

At være grunduddannelsens ”second chance”, at være ”sweeperen” og at være det dynamiske led i overensstemmelse med ideen om livslang læring. Sådan har 60 års historie formet det.