Vores HF & VUC på vej

Verner Rylander

Lene Yding

Essayet er skrevet af rektorerne Verner Rylander og Lene Yding Pedersen. Verner Rylander er formand for Danske HF&VUC, og Lene Yding er næstformand i Danske HF&VUC.

Det er midt i september 2023, og vores udsendte medarbejder har sat tre VUC-folk stævne til en snak om, hvordan det går på deres VUC. Vi har aftalt at mødes i kantinen i Vores HF & VUC’s afdeling i Nærkøbing, hvor vores udsendte skal mødes med Læreren, Uddannelseschefenog Rektoren. Vores udsendte har på baggrund af mødet lavet følgende reportage.

Det første, jeg lægger mærke til, da jeg går ind ad hoveddøren, er en gruppe unge mennesker, der sidder ved et bord i kantinen, dybt begravet i hvad der ligner matematik på et ret højt niveau. Jeg når at veksle et par ord med dem. Det viser sig, at det er hf-elever, der er i gang med at supplere deres hf med de fag, de mangler for at kunne komme på universitetet.

Den ene af dem har en hættetrøje på fra Nærkøbing Gymnasium, og hun fortæller, at hendes plan hele tiden har været at læse biomedicin på universitetet. Derfor er hun rigtig glad for samarbejdet mellem gymnasiet og Vores HF & VUC om den udvidede fagpakke, som hun nu er i gang med. De andre tre ved bordet har taget deres hf på VUC, og de er de eneste fra deres klasse, som har valgt at fortsætte med den udvidede fagpakke.

De fleste af deres gamle VUC-klassekammerater er allerede gået i gang med videre uddannelse, mens et par stykker har fået arbejde. Dengang man lavede den seneste gymnasiereform, overvejede man, om hf alene skulle give adgang til nogle typer videregående uddannelse, men i dag er de her fire elever godt tilfredse med, at det ikke blev sådan.

Mens jeg har talt med eleverne, er Læreren kommet, og jeg benytter mig af lejligheden til at høre ham, hvordan det er at arbejde på VUC – inden hans chefer dukker op. Jeg er særligt interesseret i at høre, hvordan det går nu her 10 år efter OK13 og lov 409, og hvordan Læreren oplever arbejdsvilkårene på VUC.

Læreren udtrykker stor stolthed over de resultater, man i fællesskab når på VUC.

Læreren fortæller, at han overordnet set er utroligt glad for sine arbejdsopgaver på VUC, og at han værdsætter samarbejdet med både kursisterne og sine kolleger. Læreren udtrykker stor stolthed over de resultater, man i fællesskab når på VUC. Det er dog ikke kommet af sig selv, understreger Læreren, og det har til tider været hårdt at finde de nødvendige nye måder at varetage undervisningsopgaverne på. Læreren fortæller, at det ikke længere er muligt ”bare at passe sin egen undervisning”, og at det af og til har givet lidt udfordringer lærerne imellem, hvis en lærer har haft den tilgang.

Læreren fortæller også, at man har haft, og fortsat har, diskussioner – også med ledelsen – om, hvad kvalitet i undervisningen kræver, og hvem der har ret til at definere begrebet kvalitet. Jeg spørger forsigtigt, om ikke kvaliteten af undervisningen kan læses af de eksamensgennemsnit og de fraværsprocenter, som fremgår af Vores HF & VUC’s hjemmeside, men jeg erfarer hurtigt, at Læreren har en helt anden tilgang til kvalitetsspørgsmålet, og heldigvis dukker Uddannelseschefen op i det samme og redder mig derved ud af den lidt uheldige situation, jeg uforvarende er ved at få bragt mig selv i.

Uddannelseschefen ser lidt fortravlet ud og undskylder på forhånd, hvis hun bliver nødt til at tage sin telefon under vores samtale, men der er opstået noget teknisk bøvl under en FVU-test, som et par lærere fra Vores HF & VUC netop er i gang med at gennemføre på en af Nærkøbings større arbejdspladser – og hun har lovet at være standby, hvis der bliver behov for hendes assistance. De fleste af VUC’s AVU-lærere er efterhånden vant til at gennemføre såvel test som undervisning både på skolen og på virksomheder, og de to her er dygtige til opgaven, fortæller Uddannelseschefen. Alligevel kan der godt være lidt ekstra pres på, når det er en stor test med mange deltagere – og på en virksomhed, som VUC rigtigt gerne vil opretholde sit gode samarbejde med.

Jeg har godt lagt mærke til, at VUC er kommet mere ud af huset, og Uddannelseschefen bekræfter, at det er en bevægelse, som er sket i løbet af de seneste par år. Lige efter udspaltningen til FGU-institutionerne var det noget op ad bakke – både fordi det var en hel ny måde at arbejde på for både lærere og ledere, og fordi der var mange, der ikke rigtigt kendte til VUC som andet end en (i øvrigt velfungerende) udbyder af uddannelser til de helt unge.

Vores HF & VUC brugte en del ressourcer og energi på at finde sine ben i den nye uddannelsespolitiske rolle, og havde det ikke været for et godt samarbejde med særligt de to nabo-VUC’er, er Uddannelseschefen ikke sikker på, at Vores HF & VUC havde kunnet holde gejsten oppe. Succesen lod vente på sig, og sammen med de generelle besparelser, skulle man virkelig have is i maven for at holde fast. Nu er det heldigvis lykkedes at få etableret et velfungerende samarbejde om efter- og videreuddannelse, som også involverer de lokale erhvervs- og AMU-skoler og erhvervsakademier.

VUC har skullet vænne sig til at udbyde såvel korte, intensive opkvalificerende forløb som egentlige karriereskift, og som Uddannelseschefen udtrykker det, er det en noget anden både pædagogisk og personaleledelsesmæssig opgave end dengang, hvor hun primært stod for halv- og helårs AVU-hold, som foregik på VUC.

Læreren supplerer med, at hans arbejde som hf-lærer på trods af besparelser mv. ikke har -ændret sig i samme omfang som AVU-lærernes. Han bemærker også, at der var nogle AVU-lærere, som efter FGU’en søgte væk fra VUC, men at de, der blev tilbage, oplever det som meget meningsfyldt at arbejde med de mere voksne kursister.

Uddannelseschefen fortæller, at den næste større opgave bliver at efter- og videreuddanne regionens medarbejdere.

Ligesom en gruppe af lærerne har Uddannelseschefen selv gennemført et kompetenceudviklingsforløb for at kunne varetage disse nye ledelsesopgaver, og hun trives nu godt med dem. Uddannelseschefen fortæller, at den næste større opgave bliver at efter- og videreuddanne regionens medarbejdere, som inddrager medarbejdere på alle niveauer, lige fra rengøringsmedarbejderen til lægen med Syrien som oprindelsesland. Jeg spørger til, om disse opgaver efter en lidt hård start nu er blevet et guldæg for VUC, men der tager jeg fejl.

På trods af disse nye opgaver er aktivitetsniveauet på FVU og AVU på ingen måde på niveau med det, det var op til FGU’en, men det er ved at have fundet sit leje, mener Uddannelseschefen. Samlet set udgøres langt størstedelen af Vores Hf og VUC’s aktivitet fortsat af hf.

Telefonen ringer, og Uddannelseschefen undskylder sig hurtigt. I mellemtiden er Rektoren dukket op. Han har netop været til møde med bestyrelsesformanden om næste års budgetforudsætninger.

For to år siden lukkede Vores HF & VUC den mindste af sine dengang tre afdelinger, og jeg spørger, om borgerne i Vores HF & VUC’s område nu skal frygte for, at yderligere et lokalt VUC-tilbud forsvinder. Det er der dog ingen grund til, forsikrer Rektoren mig. Men der er nok af andre udfordringer at tage fat på. Ud over den helt centrale opgave med at sikre kvaliteten i undervisningen (Læreren nikker), arbejder Vores HF & VUC målrettet med at få implementeret den ledelsesreform, som fulgte i kølvandet på ledelseskommissionens endelige rapport for efterhånden fem år siden.Dder er kommet en større forståelse for ledelsesniveauet i det offentlige.

Der er kommet en større forståelse for ledelsesniveauet i det offentlige.

Reformens intentioner er gode og særdeles relevante, mener Rektoren, og den betyder, at der er kommet en større forståelse for ledelsesniveauet i det offentlige (Uddannelseschefen er tilbage igen og nikker). Der er dog ikke fulgt ekstra penge med til det øgede fokus på ledelse, og derfor er det op til den enkelte institution og dens bestyrelse at prioritere ledelsesressourcer. Det lægger pres på det samlede system, idet flere ledelsesressourcer nødvendigvis skal tages fra kerneydelsen – og det går ud over ressourcerne til andre nødvendige ting, fx forberedelsen af undervisningen. Vores HF og VUC har åbent drøftet dette dilemma i MIO, og ifølge Rektoren er der heldigvis en fælles forståelse af, at det er nødvendigt at arbejde med kvalitetsudvikling på alle områder, inkl. ledelse (både Læreren og Uddannelseschefen nikker).

Tiden er ved at være gået. Jeg spørger afslutningsvis Læreren, Uddannelseschefen og Rektoren om, hvad de hver især ser som de største forandringer på Vores HF & VUC i løbet af de sidste fem år.

Læreren fremhæver den forandring, der er sket i forholdet mellem hf og AVU – i dag fylder hf simpelthen meget mere, end det tidligere gjorde på Vores HF & VUC.

Uddannelseschefen nævner igen de nye konkrete tilrettelæggelses- og samarbejdsformer med andre uddannelsesinstitutioner, som Vores HF & VUC indgår i, og hun tilføjer, at den nye AVU-lov i det store og hele gør alting lettere og mere smidigt.

Rektoren afslutter med at understrege, at VUC kun er det VUC, det er i dag, fordi man er lykkedes med fortsat at udvikle sig og har formået at samarbejde med de rigtige om de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Det sidste lyder meget klogt og indsigtsfuldt men også lidt hurra-agtigt, så selvom jeg er lige ved at bede om en uddybning, beslutter jeg at lade Rektorens ord stå som de sidste.

Det vil sige, de ender med at blive de næstsidste, for da jeg går ud ad døren, møder jeg to kursister, som er på vej ind, og overhører disse ord: ”Hvad skal du egentlig efter VUC?” ”Jeg skal videre”. Og det er vel egentlig det, der er formålet med VUC.