Vi skal skabe ens retning

Stig Holmelund Jarbøl

Af Stig Holmelund Jarbøl, rektor, HF & VUC FYN

Mellemrummet er afgørende. Mellemrummet ­mellem ”ens retning” og ”ensretning” er af ­af­gørende betydning, når vi taler strategi for ­nu­ti­dens VUC’er. Det er i dette mellemrum, ­vores ­motivation skabes. Det er i dette mellemrum, vi får skabt momentum på den enkelte ­skole og i ­vores sektor.

Som ledelse er vi på vores skoler privilegerede. Vores medarbejdere oplever hver dag, at de gør en forskel. Alle ved, at uddannelse er vigtigt. Derfor søger kursisterne os. Veluddannede unge og voksne kan se frem til et rigere liv og et længere liv. Man lever ganske enkelt længere, når man har gået på vores skoler.

Jeg ved godt, at det også er hårdt, at modtage de nye målgrupper. Jeg ved godt, at kontant­hjælps­reformen flytter unge fra kontanthjælp til SU og, at dette også er en af årsagerne til vores vækst. Den store vækst i vores del af uddannelsessektoren skyldes ikke blot, at vi gør det godt. Det skyldes også, at uddannelse ofte er svaret – uanset spørgsmålet. Uddannelse ses med rette som løsningen på ledighed, integration og social ulighed. Men det er jo netop derfor, at vi gør en forskel.

Vi mindsker risikoen for ledighed. Vi øger integrationen og vi reducerer den sociale ulighed i samfundet. Vi gør en forskel for mange unge og ­voksne. Det kan vi godt være stolte af.

Kerneaktiviteten i vores organisationer er ­naturligvis kursisternes læring. Det er derfor ­kursisternes læring, der skal være i fokus, når vi taler strategi for vores skoler.

Det glemmer vi nogle gange og opfinder i stedet strategier om en række andre emner. Underviserne på vores skoler vil gerne tale strategi, hvis strategien handler om læring. Det er her den ens retning kommer ind i billedet. For at en strategi skal give mening, skal den være med til at skabe ens retning uden at skabe ensretning. Det er sundt for en skole at finde nogle fælles pædagogiske pejlemærker. Man kan sige, at man skal forsøge at finde et fælles pædagogisk fokus på læring. Men det er afgørende, at der er plads til frihed og variation. Bliver det for ens i betydningen ensrettet, mister vi den selvstændige stillingtagen og dermed motivationen. Derfor må det fælles pædagogiske fokus kun være en ens retning.

Man kan godt kritisere denne tænkning for at være for fokuseret på det pædagogiske arbejde. En strategi skal jo også skabe udfoldelsesrum for personalegrupperne, der ikke underviser. Strategisk arbejde skal altid understøttes, kommunikeres og følges op på. I disse opgaver er der brug for ­alle. Når vi understøtter strategien, skal vi turde prioritere ressourcerne til medarbejder- og lederudvikling ligesom undervisningsmiljøerne skal ­udvikles. Undervejs i den strategiske proces, skal vi kommunikere og videndele internt i organi­sationen og gerne fortælle omverdenen, hvad der sker af nye tiltag. Vi skal også turde følge op på resultaterne af processen.

Pædagogiske udviklingsprocesser kan have en tilbøjelighed til at blive lidt langhårede, hvis man ikke tager lidt håndfast fat på målingerne af det, som betyder noget. Vi skal turde måle os selv på, om den pædagogiske indsats for eksempel fører til bedre gennemførelse, om vi formår at blive bedre til at sende kursisterne videre i uddannelsessystemet, om kursisterne trives bedre og om medarbejderne trives bedre.

Det er de strategiske mål, der definerer, om vi bliver bedre til at gøre en forskel. Det er også det, vi som sektor bliver målt på af vores ministerium. Konkurrencestat-tænkningen har betydet, at uddannelsessektoren er gået fra at være et vigtigt redskab i demokratiseringen og dannelsen af statens borgere til også at være et redskab til at øge Danmarks konkurrenceevne. Staten ved godt, at uddannelse er vigtig. Det er derfor, vi som sagt ses som løsningen i forhold til problemer som arbejdsløshed, integration og social ulighed.

Den økonomiske situation gør, at vi kan forvente en stadig hårdere prioritering i den offentlige sektor. Den nye regering nævner stort set ikke uddannelse i regeringsgrundlaget. Vi mærker det som effektiviseringskrav og reformer, hvor grundelementet er, at vi skal løfte flere, højere og billigere.

Disse forhold sætter naturligvis vores institutioner under pres. Effektiviseringskravet kan ikke blot løses via traditionelle sparerunder, hvor vi alle løber lidt stærkere.

Det er netop derfor, at det er det pædagogiske arbejde, der skal være det strategiske fokus. Det er i kernefunktionen, vi skal være innovative, hvis vi skal sikre, at flere får uddannelser på højere niveauer til færre penge.

Selv om regeringen ikke italesætter uddannelse i særlig høj grad, må vi tro på, at uddannelse er kommet for at blive. Befolkningen ved godt, at uddannelse er vigtigt.

Vi skal blive ved med at italesætte uddannelse på alle niveauer. Vi har altid været gode til at italesætte, at alle har en chance og, at vi kan løfte de svage, de ordblinde og de kortuddannede. Måske er det tiden, hvor vi i højere grad også skal italesætte, at vi kan løfte fra alle niveauer i uddannelsessystemet – uanset om man søger erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse, kort, mellemlang eller lang videregående ­uddannelse.

Vi skal være forberedte på, at konkurrencen tager til i uddannelsessystemet. Mange vil i effektiviseringstider se vækst som en vej til reducerede besparelser i uddannelsessektoren. Vi ser erhvervsskolerne, oplysningsforbundene m.fl. kaste sig ud i ordblindeundervisning og FVU, mens vi ser gymnasieskolerne lave massive kampagner for at tiltrække elever. I dette felt skal vi finde vores posi­tion, vores egen profilering og samtidig styrke samarbejdet med de øvrige aktører.

Vi er alle i gang med at etablere samarbejds­aftaler med erhvervsskolerne. Vi er alle i gang med at styrke relationerne til UU’erne og jobcentrene. VUC’erne har traditionelt befundet sig i en mellemposition i uddannelsessektoren. De almene gymnasier har deres egne samarbejder. Erhvervsskolerne har tilsvarende deres samarbejder, hvor SOSU-skolerne langsomt finder rodfæste. Vi står uden for disse traditionelle relationer. Det er vigtigt, at vi finder vores roller i disse konstruktioner. Der er behov for, at vi byder os til i forhold til ­erhvervsskolerne, hvis de nye EUD-forberedende forløb skal blive en succes. På tilsvarende vis, er det vigtigt, at vi byder os til i forhold til gymnasierne, hvis vi skal styrke positionen for toårigt hf og hf-enkeltfag i arbejdet med at klæde de unge på i uddannelsessystemet.

Det er i balancen mellem konkurrence og ­samarbejde, vi som sektor skal finde en ens retning. Erhvervsskolernes lederforening har fundet det svært at gå forrest i samarbejdet med os efter EUD-reformen. Lokalt ser det ud til, at samarbejdet fungerer bedre. Som skoleform, må vi gå forrest og søge samarbejdet. Det er nødvendigt for vores kursister. Og det er jo dem, det hele hand-
ler om.