Er der ny viden i DEAs forskningsprojekt og rapport?

DEAs konference og rapport: De udsatte unge i forberedende tilbud – hvor mange er de, hvem er de, og kommer de i uddannelse eller beskæftigelse?

Birgit Smedegård Olesen

Skrevet af konsulent Birgit Smedegård Olesen

Egentlig er DEA kommet for sent i gang med sin analyse og rapport, ”De udsatte unge i forberedende tilbud – hvor mange er de, hvem er de, og kommer de i uddannelse eller beskæftigelse?” Den burde vel være kommet i god tid, inden Stefan Hermann-ekspertgruppen (se note 1) kom med sit forslag til en ny forberedende grunduddannelse. For den er et indirekte indlæg i debatten om den nye uddannelse for udsatte unge, der som formål har at bidrage med ny viden om specifikt de unge, som af forskellige årsager har en særlig høj risiko for senere i livet at ende på passiv forsørgelse, altså de udsatte unge.

Den kom i juni måned i al stilfærdighed, og der har ikke været megen blæst omkring den. Den blev præsenteret på en formiddagskonference i DEA den 24. august. Men som der står i indledningen, så er der tale om et komplekst område, som også i de kommende år vil kræve en betydelig indsats, hvis det skal lykkes at formindske den gruppe af unge, som ikke kommer i uddannelse eller beskæftigelse betydeligt.

Det er et selvstændigt forskningsprojekt, som forsøger at gøre det anderledes og bedre. De undersøger fire af de mest benyttede forberedende uddannelser: produktionsskoleforløb, almen voksenundervisning (AVU), forberedende voksenundervisning (FVU) og ungdomsskoleophold.

Det er der ikke så meget anderledes i, men de bruger en meget anderledes metode. I stedet for at fokusere på dem, som ikke starter eller gennemfører en ungdomsuddannelse, identificerer man de udsatte unge ved at identificere dem, som har en særlig risiko for at ende på passiv forsørgelse i alderen 26–40 år.

DEA definerer en person som udsat, hvis vedkommende som 14-årig har 30% risiko eller derover for at ende på mere end 52 ugers passiv forsørgelse på et tidspunkt i alderen 26–40 år. Risikoen findes ved at følge personen, som rammes af passiv forsørgelse, tilbage i 14-års alderen for dér at sammenligne ham eller hende med andre 14-årige, som ikke endte på passiv forsørgelse. Derved er det muligt at identificere de forhold, som øger risikoen for senere i livet at stå uden for arbejdsmarkedet.

Det er en meget indirekte metode, da man undersøger en population, som ikke er den pågældende population i dag og så overfører deres karakteristika på unge i dag.

Begrundelsen er dels, at sådanne analyser ikke er lavet før, dels fordi det i højere grad viser, om vedkommende reelt får fodfæste på arbejdsmarkedet og ikke som andre tilsvarende analyser ved at identificere de udsatte unge ved, at de enten ikke er startet på en ungdomsuddannelse eller er faldet fra eller er uden for arbejdsmarkedet. Og DEA mener, at man herved forhåbentlig igennem det fokus på tidlige risikofaktorer kan bidrage til at udvikle præventive indsatser over for de udsatte unge.

De unge, som er udsatte, er efter denne metode typisk karakteriseret ved en blanding af fire grupper risikofaktorer:

  1. Personlige faktorer: køn, etnicitet, anbringelser, foranstaltninger psykiske lidelser, handicap, øvrig sygdomshistorik.
  2. Grundskole: Uddannelsesfordeling, gennemsnitsindkomst, indkomstfordeling, kriminalitet
  3. Familie/husholdning: Uddannelsesniveau, husstandsindkomst, psykiske lidelser, øvrig sygdomshistorik
  4. Lokalområde: Uddannelsesfordeling, gennemsnitsindkomst, indkomstfordeling, kriminalitet

Umiddelbart er det nok mere nærliggende for politikerne, som skal blive enige om reformen af en forberedende grunduddannelse at kigge på den af regeringen nedsatte ekspertgruppes rapport. Gruppen har udarbejdet en gennemgang af alle forberedende tilbud, som omfatter i alt 11 uddannelsesforløb, mens DEA-analysen kun analyserer fire forberedende uddannelsesforløb. Ovenikøbet er der én uddannelse som DEA analyserer, som ikke er med i ekspertgruppens gennemgang: ungdomsskolens fuldtidsforløb.

Ekspertgruppens gennemgang refererer i oversigtsform til de kendte resultater for hver enkelt uddannelses effekt. De kommer frem til nogle resultater, som ligner DEAs.

I det følgende refereres resultaterne i ekspertgruppens gennemgang for de uddannelsesforløb, som begge rapporter beskriver og vurderer. Det konkluderes, at produktionsskolerne har positive effekter for, at eleverne kommer i gang med en ungdomsuddannelse, fordi undervisningen er organiseret i små hold og bestemte værksteder, som sikrer tryghed og sammenhæng for deltagerne. Også samværet i værkstederne mellem lærer og elever har stor betydning for de gode resultater. Det vurderes, at lærer-elevforholdet fungerer meget bedre i forhold til, hvad mange deltagere har oplevet i grundskolen.

Den anden store uddannelse, som begge behandler er avu. Ekspertgruppens konklusion er, at der ikke findes egentlige effektanalyser af avu, men man refererer undersøgelser, som viser, at hvis avu i højere grad skal kunne få eleverne til at gennemføre og fortsætte i uddannelsessystemet kræver det en bredspektret indsats med hel- eller delvis lektiefri og anvendelsesorienteret undervisning. I det hele taget mere faste klasselignende rammer og lærerteam. Større viden om erhvervsuddannelserne hos lærerne vil give større chancer for at eleverne vælger at gå videre på en erhvervsuddannelse.

Der er ikke en specifik evaluering af unges brug af FVU, men en vurdering af at FVU har betydning for deltagernes livskvalitet og deltagelse i samfundslivet.

Jeg har svært ved at vurdere, om DEAs nye metode giver noget nyt og bedre i forhold til andre undersøgelser. De har en pointe, men når de vurderer skolernes løfteevne, bruger de så vidt jeg kan vurdere helt de samme parametre, som andre: er de udsatte unge på de forskellige forberedende forløb startet på en ordinær ungdomsuddannelse eller i beskæftigelse et år efter færdiggørelsen af det forberedende forløb.

Rapporten undersøger:

  • hvilke unge der er udsatte, og hvor meget de fylder i de forberedende tilbud.
  • om deltagelse i de forberedende tilbud har betydning for, at de starter på en ungdomsuddannelse eller kommer i beskæftigelse eller om det har betydning for andre faktorer
  • hvor godt de enkelte skoler løfter de udsatte unge videre til ordinær uddannelse eller beskæftigelse, og hvorfor nogle skoler er bedre til at løfte eleverne end andre.
  • hvad der ser ud til at virke på de enkelte ­skoler, og hvordan den gode praksis kan udbredes

Analyseprojektets konklusioner:

  • ikke overraskende har de udsatte unge 2½ gange så stor en risiko for senere i livet at ende på passiv forsørgelse
  • de udsatte unge som efter en afbrudt ungdomsuddannelse gik i forberedende tilbud udgjorde en tredjedel af alle elever, mens det for alle unge var hver tiende.
  • flest udsatte unge startede på en produktionsskole, mens næstflest startede på en ungdomsskole efterfulgt af avu.
  • en vigtig konklusion er, at det er meget vigtigt, at udsatte unge allerede i folkeskolens 7.-9. klasser får specialtilbud, og de har særligt udbytte af visse kombinationer af de forberedende tilbud.
  • de unges chancer for at påbegynde en ungdomsuddannelse eller beskæftigelse forbedres, hvis de kombinerer flere tilbud, især kombinationen af avu/FVU og produktionsskoleforløb og især for de unge, som har et afbrudt ungdomsuddannelsesforløb bag sig.
  • andelen af udsatte unge lå på nogenlunde samme niveau blandt udbyderne inden for avu, FVU, produktionsskole- og ungdomsskoleforløb. De gennemsnitlige overgangsgrader til ordinær uddannelse var højest for de udsatte unge som afsluttede et produktionsskole- eller ungdomsskoleforløb, mens overgangen til beskæftigelse var højest for AVU og produktionsskoleforløbene. Disse to konklusioner kan godt undre, når man tænker på de forskellige profiler i de tre uddannelser.

Specielt for VUC’er, som sætter ressourcer af til at undervisere og vejledere kan involvere sig i de udsatte unges trivsel, har ofte en ekstraordinær løfteevne. Ligeledes slår det positivt ud for de VUC’er, der er organiseret i campus eller er placeret tæt på andre uddannelsesaktører.

Det er vigtigt, at undervisere har de nødvendige kompetencer til at matche de komplekse behov hos de udsatte unge. Det giver gode resultater, når skolerne selv organiserer støtten til de unge uden for skoletiden.

I det hele taget giver den ”gode” pædagogik resultater: kontaktlærerordning, individuel forholden sig til de unge, brug af praksisorienteret pædagogik.

Og endelig konkluderer rapporten, at der er behov for et øget pædagogisk manøvrerum i de bekendtgørelsesmæssige rammer for at kunne håndtere de udsatte unge.

På konferencen var hovedindslaget oplæg fra fire forskellige enkelte forberedende uddannelsesinstitutioner om, hvad de gjorde. Jeg går ud fra, at det var de institutioner, som rapporten havde udpeget med god/bedst løfteevne Det var meget positivt at lytte til de engagerede skolerepræsentanter, som tydeligvis gav noget særligt og personligt til de udsatte elever, solidaritet og opmærksomhed, som de ikke var vant til at få. Det var nok ikke tilfældigt, at alle eksemplerne var forholdsvis små enheder. Det var håndholdte indsatser.

Fra to små VUC-afdelinger:

Som stikord kan nævnes: individuel tilgang, føle sig hørt og set, rummeligt miljø, kort geografisk adgang til uddannelse, rar stemning, godt studiemiljø, lille sted, differentieret undervisning, accept af eget niveau.

Og mere systemisk:

Tæt samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner, aktiv del i overgang til videre uddannelse eller arbejde, brug af teorier som ”True North” og UP2U, karrierelæring, mentorordning, garantiskole, kædeansvar.

Fra en produktionsskole:

Håndens og åndens arbejde, mangfoldighed og engagement hos personalet, kærlighed-krav og konsekvens, tæt samarbejde med SSP, inddrage forældre, synligt opnåede kompetencer, samarbejde med VUC om boglige kompetencer

Fra en ungdomsskolens 10. klasse:

Lille enhed, professionelt lærerfællesskab, stor erfaring med målgruppen, eneste arbejdsopgave for lærerne, tæt lærersamarbejde sikrer intern vikariering, så der ikke er aflysninger, 2-lærerordning, højst 3 ugers grundskema i træk, fællestimer med kulturelt islæt

Meget af det, rapporten og konferencen viderebragte, er kendt fra andre undersøgelser og pædagogisk litteratur.

Én konklusion som er ny og vigtig, er påvisningen af, at kombinationen af avu/FVU og produktionsskoleforløb giver markant bedre chancer for at påbegynde et ordinært ungdomsuddannelsesforløb.

Og det lægger jo lige op til de planer, der er for den forberedende grunduddannelse.

En anden konklusion som ser ud til at være veldokumenteret, er, at de forskellige uddannelsesinstitutioners løfteevne varierer meget.

Det er tankevækkende, at forskellen for den avu-udbyder, der bidrog mest til at løfte de udsatte unge videre til ordinær uddannelse, lå 27 procentpoint højere end den dårligst performende, mens forskellen for løfteevnen til beskæftigelse mellem den bedst og dårligst placerede avu-udbyder var på 34 procentpoint.

For produktionsskolerne var der ikke så stor variation i løfteevnen til ordinær uddannelse og beskæftigelse, da forskellene mellem de bedst og dårligst performende skoler lå på cirka 6 og 14 procentpoint.

For ungdomsskolerne var forskellene i løfteevne fra 11 til 49 procentpoint, som dog øjensynligt var behæftet med en betydelig afvigelse i én af skolernes tilbud.

Forskellene mellem avu og produktionsskolerne kan måske henføres til en svaghed i sammenligningen mellem de to skoleformer. Eleverne på produktionsskoler er nok en mere homogen gruppe, som sigter mod en praksispræget uddannelse som springbræt til en ordinær ungdomsuddannelse. Eleverne på avu-uddannelsen er langt mere forskellige med hensyn til mål med uddannelsen og alder, også selv om det kun er eleverne til og med 25 år, som er med i analysen.

Det forekommer mig meget mærkeligt, at undersøgelsens resultater af hver enkelt uddannelses­institutions løfteevne ikke offentliggøres, i hvert fald over for hver institution, så resultaterne ­faktisk kan bruges i institutionernes arbejde med deres egen praksis. Hvorfor har de ellers lavet dem?

Jeg går ud fra, at de skoler, som fremlagde deres praksis, var skoler, som netop slog ud med stor løfteevne. Det er deres erfaringer, som er refereret ovenfor, og en ting, der var fælles for dem, og som ikke betones som vigtigt i rapporten er, at det var små enheder, som i deres daglige undervisning lagde vægt på at organisere eleverne i overskuelige og trygge rammer.

Et andet element, som heller ikke fremgår af oversigten over vigtige resultater, er at eleverne har behov for en håndholdt indsats, og at uddannelsesforløbet ikke kun skulle omfatte selve undervisningstiden, men også fritiden, og at de skulle hjælpes med at komme videre med en ungdomsuddannelse – så at sige tages ved hånden og følges afsted.

Det er meget vigtigt at notere sig, at undersøgelsen udelukkende handler om udsatte unge. Det er meget forkert, hvis man bruger rapporten som argument for indretningen af en forberedende grunduddannelse, som skal omfatte alle unge, som ikke er kommet i gang med en ordinær ungdoms­uddannelse.

Det der er godt for udsatte unge, er ikke nødvendigvis godt for alle unge, som ikke er gået den lige vej. De har brug for en individuel visitation som frie unge borgere til den vej, der passer dem hver især.

Note

Minister for børn, undervisning og ligestilling har nedsat ekspertgruppen ’Bedre veje til ungdomsuddannelser’ for at få udarbejdet anbefalinger til, hvordan flere unge kommer godt igennem uddannelsessystemet. Stefan Hermann er formand for gruppen.