Lad os få tændt lys for enden af tunnelen: nu drejer det sig om Finanslov 2018

Af rektor Søren Fersløv Andersen, KVUC
og rektor Erik Ernø-Kjølhede, VUC Aarhus.

Finanslov 2017 er dyster læsning. Der er derfor behov for, at alle gode kræfter nu finder sammen for at gøre det tydeligt for vores politikere, hvor negative konsekvenserne kan blive for vores kursister og vores skoler, hvis nedskæringerne får lov at fortsætte frem til 2020.

Som princip er begge forfattere af denne artikel optimister. Det er jo alt andet lige sjovere at være optimister end at være det modsatte. Men trods vores grundlæggende optimistiske indstilling til livet og til verden i al almindelighed, så må vi som VUC-rektorer desværre sige, at vi er reelt bekymrede for vores skolers og vores sektors fremtid. Vi er bekymrede for, at de år for år stigende besparelser vil føre til en gradvis hensygnen af VUC’erne og et stadigt kvalitetsfald i de uddannelser, vi kan tilbyde vores kursister.

Vi anerkender naturligvis, at vi både kan og skal nytænke og spare på VUC’erne. Dette er ­vores politiske ejeres legitime krav og forventning til os. Vi skal på samme tid levere effektiv skoledrift og høj uddannelseskvalitet – for færre penge. Vi gør også alt, hvad vi kan i sektoren for at løse denne vanskelige opgave. VUC’erne arbejder derfor med innovation, digitalisering, generel sparsommelighed, generelle nedskæringer, or­ga­nisa­tions­omlægninger, nedlæggelse af funk­tioner, udliciteringer, administrative fællesskaber, afske­digelser, reduceret ansættelsestid, mindre forberedelsestid, flere undervisningstimer, færre opgaveafleveringer og meget, meget mere. At få pengene til at passe er vores opgave som ansvarlige institutionsledere. Og vi ved, at der er mange hensyn at tage i samfundsøkonomien, så vi kan ikke altid stå forrest i køen, når der uddeles offentlige ­midler.

Men det er også vores opgave som ansvarlige institutionsledere at gøre opmærksom på, at så store nedskæringer som der er lagt op til ikke kan gennemføres uden alvorlige, negative konsekvenser for uddannelseskvalitet, studiemiljø og arbejdsmiljø for kursister og medarbejdere.

Det er vores indtryk, at det ikke helt er gået op for en del interessenter i vores omverden – ­her-iblandt en række politikere – hvor store besparelser, der rent faktisk er tale om, og dermed hvor drastiske de negative konsekvenser af besparelserne kan gå hen og blive. Nedskæringerne i VUC-sektoren slår lidt forskelligt igennem på de enkelte skoler, alt afhængig af aktivitetssammensætningen. Men alle skoler bliver ramt særdeles hårdt, hvis besparelserne får lov at fortsætte til og med 2020 – som forudsat i Finansloven for 2017.

Besparelsernes omfang vil vi illustrere i denne artikel med cases fra KVUC, VUC Aarhus og et fiktivt gennemsnits-VUC med cirka 1000 årskur­sister, i det følgende kaldet VUC Gennemsnit.

På KVUC og VUC Aarhus er effekten af ­besparelserne, når de er fuldt indfaset, at vi i 2020 skal undervise det samme antal kursister som i 2015 for ca. 15% færre midler end i 2015.

Se figur 1, 2 og 3 som viser den økonomiske effekt af besparelserne i finanslov 2016 og 2017 for de tre skoler. Andre skoler vil kunne fremvise lignende tal, og det er vores opfattelse, at tallene fra disse tre case-skoler er ganske dækkende for sektoren.

Det er værd at bemærke, at nedskæringerne i finanslov 2016 og 2017 kommer oven i at taksterne til VUC’ernes forskellige uddannelser siden overgangen til statsligt selveje i 2007 allerede har været udsat for jævnlige beskæringer/manglende reguleringer i forhold til generelle prisstigninger. Disse beskæringer/manglende reguleringer beløber sig i alt til ca. 10%.

Så når der nu kommer nedskæringer, der for vores 3 case-skoler beløber sig til ca. 15%, når alt er fuldt indfaset i 2020, så kommer det altså oveni, at der i de senere år i forvejen løbende er blevet effektiviseret med ca. 10%. Dermed kan det altså konkluderes, at de tre case-skoler i 2020, alt andet lige, forventes at kunne gennemføre ­samme aktiviteter som i 2007 for ca. 25% færre midler.

Det siger sig selv, at dette er en meget vanskelig opgave, og at besparelserne går ud over kvaliteten af undervisningen. Skolernes udgifter går jo for over 80% vedkommende til lønninger, så der er ikke mange andre ”knapper” tilbage at skrue på end de medarbejdere, som hver dag underviser og/eller på anden måde skaber rammerne for vores kursister.

Alle vores kursister rammes dermed af nedskæringerne. Men de svageste kursister med de dårligste forudsætninger rammes ekstra hårdt, da mange særlige (og for den enkelte skole dyre) støtteordninger falder bort  pga. nedskæringerne. Bortfald af særlig støtte til de svageste kursister sker samtidig med at VUC’erne i disse år generelt får flere svage kursister som sammen med kur­sister med flygtninge/immigrantbaggrund desuden udgør en stigende andel af vores optag. Det skaber et krydspres, som aktualiserer spørgsmålet om, hvilke kursister kan VUC’erne rumme – også set i lyset af besparelserne?

At sikre en god plads i samfundet for især de særligt udfordrede kursister er en uhyre vigtig opgave for VUC’erne, som det er af stor samfundsmæssig og menneskelig betydning at løfte.

Samfundsøkonomisk og menneskeligt giver det derfor meget ringe mening at fortsætte med at skære ned på VUC’erne.

”Slaget” om Finanslov 2017 er nu forbi. Intet blev forbedret i forhold til Finansloven for 2016. Tværtimod blev de økonomiske udsigter endda endnu værre med flytningen af tælledagene på AVU og det to-årige HF og med udmeldingen om, at ”omprioriteringsbidraget” forlænges med endnu et år helt frem til 2020.

Derfor er der brug for at vi frem mod vedtagelsen af Finanslov 2018 nu fra sektorens side sætter alle gode kræfter ind på at få forklaret vores politikere og vores omverden, at VUC’erne har en ganske særlig rolle at spille i uddannelsessystemet; og at nedskæringerne derfor rammer ekstra hårdt hos os.

Internt i sektoren er det klart for alle, at VUC’er­ne både er førstevalg (for unge og for sene uddannelsesstartere) og reparationsskole for voksne genstartere i uddannelsessystemet; herunder for unge på kanten af uddannelsessystemet og på kanten af samfundet. Men denne dobeltrolle og hvad den indebærer i den konkrete skoledagligdag er langt fra altid klar for vores politikere.

Hvis og når politikerne forstår denne særlige dobbeltrolle er det vores forhåbning, at de også bedre vil kunne forstå, at de voldsomme ned­skæ­ringer de lægger op til, ikke bare er vanskelige at gennemføre helt generelt for VUC’erne (det er de jo for alle i uddannelsessystemet); nedskæringerne vil også få særskilt alvorlige konsekvenser for de mange VUC-kursister som har brug for en ekstra hjælpende hånd. Omfanget kan her illustreres ved  rekrutteringen til gymnasierne og til avu i København.

I år 2015-16 var optagelseskapaciteten på de københavnske gymnasier 1904 ansøgere i 1 g. I samme år startede ca 1800 unge kursister i alderen 17-24 år på Almen Voksenuddannelse (AVU).

Den ene gruppe udgøres af unge på vej gennem en ungdomsuddannelse i et meget godt tilrettelagt 3-årigt stx-forløb, og herfra fortsætter størstedelen i de videregående uddannelser.

Den anden gruppe – vores gruppe – er unge, som måske kvalificerer sig til en ungdomsuddannelse gennem det individuelle forløb i det fleksible enkeltfagssystem på AVU. Og som allerede har været i gang i folkeskolen uden at få et tilstrækkeligt udbytte.
Det afspejler mønsteret, at i hver årgang på ca 70000 danskere er der ca. 14000 (svarende til 20%) som 7 år efter at de forlod grundskolen  er parkerede på en sidelinje, hvor ingen fortjener at stoppe.

De mange mennesker der er parkeret på side­linjen i uddannelsessystemet har som tidligere nævnt brug for en ekstra hjælpende hånd for at komme i gang med og gennemføre uddannelse. Og  hvis den ekstra hjælpende skæres væk, ja så er konsekvensen ofte en klientgørelse i det offentlige forsørgelsessystem i stedet for uddannelse. Det er ikke i nogens interesse.

Det er ­­derfor en uhyre vigtig kommunikationsopgave at oplyse vores omverden om VUC’ernes dobbelt­rolle, besparelsernes store omfang og meget negative konsekvenser. Den opgave arbejder centrale aktører som fagforeningerne, VUC Lederforeningen og VUC bestyrelsesforeningen med hver dag. Det er godt. Men hvis vi for alvor skal gøre os forhåbninger om at få vendt udviklingen, så er der brug for at alle aktører i VUC-sektoren nu melder sig på banen og tager kommunikationsopgaven på sig i de(t) kommende år.

Når noget skal ændres politisk, så skal vi ­nemlig være mange der siger det. Og vi skal sige det tit. ­