Interview med Bjarne Hendrichsen om Stefan Hermann-udvalgets anbefalinger til forberedende uddannelse

Bjarne Hendrichsen

Bjarne Hendrichsen (BH) er lærer på Københavns VUC, hvor han i mange år har arbejdet med avu-kursister særligt på fjernundervisningen/flexundervisningen, som er en undervisningsform, der kombinerer netbaseret fjernundervisning med individuel tilstedeværelsesundervisning. Han har på det sidste været med i det såkaldte ”Upgrade-forløb”, som har opkvalificeret unge uden de krævede faglige forudsætninger til at påbegynde en erhvervsuddannelse. Det har vist sig at være en god model til at få unge videre i uddannelse. Region Hovedstaden og Københavns VUC (KVUC) har sammen udviklet forløbet.

Bjarne Hendrichsen er en kendt person på VUC-området og har sidst været med til at tegne VUC-sektoren på Uddannelsesforbundets konference på Christiansborg om ekspertudvalgets ­anbefalinger.

Bjarne Hendrichsen starter med en karakteristik af VUC, som han henter fra den kendte forskningsrapport af Bjarne Wahlgren og Camilla Scavenius, som nok har nogle år på bagen, men som på en meget fin måde sammenfattede VUCs kerne med formuleringen ”mobil karakterfasthed”. Det er netop udtryk for, at VUC holder det faglige niveau, men formår at omstille sig til de forskellige opgaver. Det gælder fx at vi skal medvirke til at bringe de unge og voksne ”Fra ufaglært til faglært” og sikre unge ledige en uddannelsesvej. Og det har VUC vist sig fremragende til. Det skyldes ikke kun os som institution, men at der i avu-lovgrundlaget er indbygget nogle meget fremsynede elementer.

Jeg har stor respekt for dem, som i sin tid ­lavede avu-loven, siger han. Der er elementer, der giver mulighed for at arbejde med fleksibilitet, med nye fag og fx interne prøver. Det vil komme os til glæde nu, håber jeg. Jeg synes, vi skal tage de glimrende anbefalinger fra udvalget til os og fokusere på, hvordan vi kan være med til, at ­opgaven kan løses bedre. Derefter skal vi se på, hvordan vi institutionelt løser det.  Skal det løses ved, at eksisterende institutioner arbejder på nye måder, skal det ske ved, at man laver helt nye ­institutioner, som sammentænker et nyt tilbud?

Interviewer: Hvad er ikke løst godt nok indtil nu?

BH: Jeg er jeg enig i rapportens konklusioner om, at det for nogle af de unge har virket kaotisk og svært at overskue. Det skyldes nok, at de bliver vejledt af nogle vejledere, som er tilknyttet nogle bestemte områder og institutioner, og så tager vejledningen udgangspunkt i det. Jeg synes, det er rigtigt tænkt, at der skal være én vejledningsinstitution, som danner fælles indgang, som udvalget kalder det, og som har et samlet overblik.

Men det er vigtigt at se nærmere på målgruppen. Den er meget mindre end de 20% svarende til 70.000 unge, som udvalget først var ude med. Det blev også påvist i DR-udsendelsen ”Detektor”, og beskrivelsen af målgruppens størrelse er blevet ændret i forordet til rapporten.

BH siger, at den reelle målgruppe til den forberedende uddannelse er meget snævrere, der er tale om langt færre unge. Det er kun dem, der har svært ved at finde ind i en uddannelse, der skal i den forberedende uddannelse. Vi ved ikke hvor mange det er, men det vil vise sig. Og så må man spørge: hvor stor er volumen, er det tilstrækkeligt til en kommunal indsats i form af en særlig institutionsdannelse. Og selv om så kommuner går sammen eller allerede har gjort det, så er spørgsmålet, om volumen er stor nok.

BH: Det næste problem, hvis jeg så skal gå over i en lidt kritisk vinkel på det, er at jeg er bange for lemmingeffekten eller det man også kalder puslinge-effekten, som enhver fodboldtræner kender, hvis han har et puslingehold at træne. Den største udfordring for ham er, at alle de små fodboldspillere løber samme sted hen og ikke placerer sig strategisk forskellige steder. Vi skal passe på, at vi ikke glemmer hvad det her uddannelsessystem også kan.

De unge skal ikke opfattes som en homogen gruppe.

Vi skal fokusere på, hvad voksenuddannelsen også er og passe på, at vi ikke smadrer dens effektivitet. Der er i høj grad brug for at opkvalificere de voksne.  Hvis vi udhuler voksenuddannelsen, kan vi miste nogle væsentlige kvaliteter. Hvordan kan vi sikre et sammenhængende voksenuddannelsessystem, hvis vi ikke har det udbyggede avu på VUC? Det er vigtigt, at begge grupperne er medtænkt.

Interviewer: Skal målgruppen aldersopdeles, som nogle VUC-folk er inde på?

BH er ikke sikker på, at det er en farbar vej. For det er en meget bred gruppe med mange forskellige behov og udgangspunkter. Det er ikke altid alderen, der er afgørende. At tro at man kan lave ét tilbud for den brede målgruppe man har, det holder ikke. Det er ikke kun alder, der har betydning for, hvilke behov de har, det afhænger også af, hvad de har med i bagagen. Det er vigtigt, at der er nogle tilbud, som ikke udelukkende er præget af et ungdomsmiljø.

”Der hvor jeg er med i et forløb for de pågældende unge og voksne i et samarbejde mellem KVUC og Kursustrappen, det der før var Frederiksberg daghøjskole, er der et samarbejde med jobcentret, der direkte henviser til os. Det er vigtigt, at man har hele viften, for nogle er det vigtigt, at vi har løbende optag, så de kan starte lige når motivationen er der, så de ikke skal vente flere måneder på at komme i gang. Det lægger ikke op til holdundervisning, men at de alle har en individuel uddannelsesplan og får løbende vejledning undervejs.

Det er jo ofte sarte unge og voksne med meget sygdom og andet fravær. Når de har en individuel plan, går de aldrig glip af undervisning. Den progression der er tænkt ind i et uddannelsesforløb, den kan de følge hele vejen. Det kræver rutinerede lærere, der er vant til sådan en undervisningsform og kan håndtere, at alle er et forskelligt sted.”

Interviewer: Hvad så med fællesskabet?

BH: Det er det, en daghøjskole kan, hvor der er forskellige fællesaktiviteter, de unge og voksne kan indgå i uden for de egentlige fag fx motion, kreative fag, sociale arrangementer. På den måde får de et solidt fagligt niveau bygget ind i et socialt fælleskab.

Var de blevet sat ind i en almindelig undervisning, og de har det fravær, som de almindeligvis har, så var deres læringsforløb hakket fuldstændig i småstykker. Så var de formentlig havnet præcist samme sted, som de gjorde sidst, de var i gang med uddannelse.

Så det handler meget om ét af mine nøgleord, siger BH, at vi skal bryde mønstre: læringsmønstre, adfærdsmønstre, rollemønstre. Det at forløbet er individuelt gør, at man ikke kan spille op til gruppen og blive den der lidt fjollerik, fordi det er der ikke rum til at gøre. Du kommer heller ikke i den situation, at du kommer bagefter, fordi tempoet er lidt for højt. Vi arbejder hele tiden i det som gode gamle Vygotsky kaldte den nærmeste læringszone, hvor den maksimale læring sker.

Interviewer: Det må betyde, at det er vigtigt med en grundig introduktionsfase, hvor man udarbejder den individuelle læringsplan?

BH: Ja, Det er det, i øvrigt er det også vigtigt, at der er mulighed for et samlet forløb der dækker hele forløbet med basis i FVU og går videre til avu.

Jeg kan give et eksempel som også fungerer godt med det samarbejde KVUC har med Center for autisme. Undervisningen foregår på centret, hvor den individuelle tilrettelæggelse, som bruges i flexundervisningen betyder, at de autistiske unge kan arbejde i deres eget tempo, og når de er parate, kan de gå til prøve og komme videre. De kommer ind en gang om ugen til KVUC til faglig vejledning og til eksamen på KVUC.

I dag er det karakteristisk, at det er meget tilfældigt, hvor de unge havner.

Det kan man godt optimere, men man kan ikke forvente, at de alle går sammen den samme vej.

Det er som nævnt vigtigt, at være opmærksom på at gruppen er meget sammensat på mange måder. Man kan gå mange år tilbage til de såkaldte Suhmsgade-projekter, vi lavede, hvor vi kombinerede kreative og almene fag. Man kunne tage udgangspunkt i praktiske/kreative fag og så bygge de almene fag ind, som giver faglige kompetencer.

Hvis du skal lære noget, skal der være en motivation, ellers nytter det ikke. Man kan godt tage deres interesser alvorligt og giver dem mulighed for at få prøvet deres ambitioner af, samtidig med at de skal tage nogle almene fag.

Man kan selvfølgelig godt vride armen rundt på ryggen af dem, men der vil være nogle, der ikke vil. Det er bedre at tage deres interesse alvorligt. Og med udgangspunkt i det bygge nogle forløb op. Det er bl.a. det, de gør på produktionsskolerne.

Jeg tror ikke, at der er volumen nok til egentlig nye institutioner.  Men man kan forestille sig, at et centralt vejledningssystem beskriver nogle forløb, som institutionerne byder ind på. Et godt tilbud kræver samarbejde mellem institutioner. Det vigtigste er at lave det bedste tilbud for de unge og voksne, og man kan forestille sig det virkeliggjort ved, at de forskellige relevante uddannelsesinstitutioner bidrager med, hvad de kan.

I projektet ”Upgrade” arbejdede vi med at styrke og udvikle både almene og personlige kompetencer knyttet til en erhvervsuddannelse og i samarbejde med erhvervsskolen. Man kan bringe uddannelsesinstitutionerne sammen om at løse opgaven.

Avu-bekendtgørelsen giver mulighed for at tone uddannelsen.

Det er rigtigt som udvalget påpeger, at der er forhindringer i indgangen: der er forskellige slags økonomiske ordninger, der er 18-års-bruddet. For den lille gruppe, der ikke finder ud af det selv, er det godt med én vejledningsindgang. Men selve forløbet kan fint være et samarbejde mellem flere institutioner.
Den kommunale indgangsenhed bliver meget betydningsfuld.

Jeg synes, det er godt, at udvalget kommer med nogle klare anbefalinger. Men det er vigtigt, at de opfattes som nogle, der kan arbejdes videre på. Det kan sagtens være, at der kommer nogle andre og meget bedre løsninger, og det betyder ikke, at udvalget ikke har gjort et godt arbejde.

Jeg har svært ved at se, at målgruppen er stor nok til at der kan oprettes nye institutioner rundt i kommunerne. Man skal passe på, at der ikke sker en kompetenceudtynding, som der skete for nogle små områder, da man nedlagde amterne.

I projektet ”Upgrade”, hvor forskellige institutioner arbejder sammen var der nogen af kursisterne, der rykkede helt vildt. Nogle der fandt ud af, at de kunne klare det faglige. Det lykkedes på grund af den individuelle tilrettelæggelse. Det at bringe uddannelsesinstitutioner sammen, hvor vi indholdsmæssigt toner efter noget erhvervsfagligt, det har vi værktøjerne til.

Interviewer: Tror du den model vil kunne bruges i en kommende forberedende uddannelse?

BH: Det tror jeg faktisk godt man kan.

Interviewer: Bjarne Hendrichsen har et budskab på falderebet:

BH: Og så synes jeg endelig, at vi skal passe på voksenuddannelsen. Jeg er bekymret for, hvad der kan ske med avu og hele voksenuddannelsen. Der er tegn på, at nogle ønsker at knytte den til erhvervsuddannelserne og gøre den meget praksisrettet. Men det svarer ikke til behovene hos de voksne eller i de fleksible undervisningsforløb. Man kan sagtens bruge avu i projektet. Men jeg ser ikke, at de praktiske fag skal ind på VUC. Det skal de have et andet sted.

Hvis man kvæster avu på VUC, kan man risikere at stå med en kæmpeudfordring med at omskole og videreuddanne den voksne kortuddannede arbejdskraft til nye kompetencer, uden at have det fleksible og gennemprøvede  system, som avu på VUC er.

Der er ingen grund til at afvikle en velfungerende uddannelse i et voksenuddannelsessystem for at løse nogle andre opgaver. Man skal fortsætte med at gå/stå på begge ben.

Interviewet er lavet af konsulent Birgit Smedegård Olesen.