Inklusion er det nye sort

Stig Pedersen

Af Stig Pedersen, leder af hf inklusion, KVUC

Da jeg i 80’erne startede min karriere som underviser på et VUC var det den såkaldte skjulte arbejdskraftreserve som var vigtigste kursistgruppe. Kvinder i 30’erne og 40’erne uden uddannelse var en fremtrædende gruppe sammen med alle de andre fra ung til gammel af begge køn. Men fælles for alle kursister var at de var modne og målrettede voksne som ville videre i deres liv. Uddannelse var i den henseender et must.

Langt de fleste var ældre end læreren (mig), så det krævede lidt overtalelsesevne specielt i psykologi at snige en faglighed ind. Rigtig mange havde børn og måske børnebørn så de vidste godt, hvordan børn udvikler sig og hvad de har brug for.

Dertil kom, at aftenundervisning var en helt normal tilrettelæggelse dengang. Mange havde jo arbejde ved siden af.

Senere i 90’erne og 00’erne skiftede fokus. De blev yngre (i hvert fald i København), og hos os på KVUC dukkede der flere og flere unge tosprogede op. En helt ny udfordring, som VUC-sektoren naturligvis tog på sig. Vi er jo sat i verden for at give alleunge som ældre en chance mere.

Hvordan er det så nu?

Jo vi har selvfølgelig stadig mange unge voksne uden en ungdomsuddannelse. Og tilsvarende mange 2. og 3 generations unge med rødder i andre lande, som ikke har fået en ungdomsuddannelse, og som måske skal forbi AVU først, før de er klar til HF.

Har vi så nye grupper som har brug for en chance? Ja det har vi efter min mening: nemlig de unge psykisk skrøbelige som af en række årsager ikke er lykkes med at få en ungdomsuddannelse. De har som andre mennesker i dette land ret til at udnytte deres evner og muligheder. Men de er på sin vis som de ufaglærte kvinder i 80’erne, de tosprogede i de efterfølgende årtier også en arbejdskraftreserve. Det giver mening at uddanne denne gruppe af unge.

Hvad karakteriserer de psykisk skrøbelige?

Der er traditionelt få tilbud til denne målgruppe. For unge med en autisme (asperger) var mulig-heden for at få en ungdomsuddannelse tidligere nærmest umulig. Ikke pga. manglede evner, men store udfordringer i den personlige og sociale kontekst.

Jeg er ganske sikker på, at vi alle har oplevet hold på både AVU og HF, hvor der igennem årene har siddet unge, som var så udfordrede, at det desværre var en lettelse, når de efter ganske kort tid ikke mødte frem mere. Vi overbevidste så os selv og hinanden om, at det var et andet tilbud, de havde brug for. Et andet tilbud som for de fleste var ikke-eksisterende!

De tilbud, som er tilrettelagt gennem de sidste 10 år rundt omkring, har primært fokuseret på unge med autisme (aspergerklasser). Men den samme problematik gør sig også gældende for andre diagnoser som ADHD, OCD, forskellige angstforhold mv. Lidt firkantet sagt er det den samme støtte der er brug for.

Typisk for denne målgruppe er der især tre forhold som gør det vanskeligt at indgå i en ordinær klasse:

  1. brug for klar struktur i rammerne i og omkring undervisning
  2. problemer med at aflæse de sociale forhold
  3. vanskeligheder i de eksekutive funktioner.

Struktur og gennemskuelighed er en nødvendighed for disse unge.

Struktur og gennemskuelighed er en nødvendighed for disse unge i de sammenhæng som har med undervisning at gøre for at kunne gennemføre. Først og fremmest er det den konkrete afvikling af dagens undervisning, som skal være gennemtænkt og synlig for klassen. Typisk vil en inklusionslærer på KVUC starte dagens undervisning med at skrive dagen program op på tavlen med præcise tider og arbejdsflow. Det samme gælder arbejdspapirer, vejledninger mv. Det skal være tydeligt og må ikke kunne mistolkes.

Arrangementer ud af huset skal være adviseret i god tid, for ellers udebliver de fra den side af skolens liv.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at den slags små kneb i vid udstrækning ligner det som er en del af lærdommen på pædagogikum. Så der er selvfølgelig en almen nytte af den veltilrettelagte undervisning.

Derudover har mange af disse unge udfordringer i det sociale rum. Det at få venner er svært med ensomhed til følge. Rigtig mange har slet ikke venner. Det betyder fx at klasserumsledelsen bliver anderledes. Man kan ikke forvente, at de har erfaringer og succes med at arbejde sammen i gruppe eller par. Ligeledes kan fremlæggelser for klassen være en voldsom udfordring.

Det betyder ganske enkelt, at skolen i denne sammenhæng ikke kun har en opgave i forhold til det faglige. Vi må også hjælpe dem ind i et socialt fællesskab og støtte dem i den personlige udvikling.

Endelig har de ofte ualmindeligt svært ved at komme i gang med opgaver, arbejde med stoffet og få gjort tingene færdige. Også her er der brug for personlig hjælp til at komme videre.

Hvad kan vi gøre for dem?

Erfaringerne fra KVUC siden 2012 er, at vi rent faktisk kan hjælpe disse unge. Og at det gennemgående er en kæmpesucces.

Vi har siden 2012 optaget ca. 200 unge i alderen 18-25. Heraf har næsten 80 procent gennemført.

Men det kræver veltilrettelagte rammer og ressourcer.

Først og fremmest kræver det en særlig finansiering. På KVUC har vi valgt at denne ekstra finansiering skal komme fra kommunerne gennem samarbejde med jobcentre i og uden for København. Vi har en rammeaftale med Københavns Kommune på 18 nye hvert år og med omegnskommunerne afklarer vi løbende optaget. Desværre er det ikke alle kommuner, som er lige villige til at betale for mentorstøtten, hvor andre ser det som et fantastisk tilbud lige præcis til denne gruppe unge, som har evnerne og motivet til at fortsætte med en ungdomsuddannelse.

Den ekstra finansiering er vigtig. Vi kan ikke gøre det uden.

Vi har valgt at tilrettelægge undervisningen over 3 år.

Dertil er der som tidligere nævnt brug for en veldefineret ramme. Vi har valgt at tilrettelægge undervisningen over 3 år, hvor vi i de første to år har stamklasser med ca. 22 i hver klasse. På det 3. år sender vi de unge ud på ordinære hold, hvor valgfagene afsluttes sammen med KVUC’s andre kursister.

I de to første år af forløbet er der tilknyttet mentorer, som både er i klassen i forbindelse med undervisning og varetager en række funktioner uden for undervisning. Det kan være planlagte samtaler, ad hoc problematikker, kontakt til netværk/kommuner og sparring med klassens lærere. Mentorfunktionen er en helt central del i inklusionstilrettelæggelsen. Vi har p.t. ansat 6 mentorer, som alle har en uddannelse bag sig i forhold til at arbejde med unge og diagnoser.

Klassens lærere er ikke særligt uddannede i forhold til målgruppen. De tilbydes alle en mindre efteruddannelse og mulighed for supervision, men vi ønsker samtidig at pointere, at der ikke er tale om en specialuddannelse. Det er en ganske almindelig enkeltfagstilrettelæggelse på SU med ekstra støtte. Den professionelle mentorbemanding er her garant for, at lærerne får støtte og sparring undervejs. Det er både i forhold til de enkelte kursister såvel som undervisningstilrettelæggelse.

Det kræver stor tillid de to arbejdsgrupper imellem og arbejdsopgaverne skal forventnings-afstemmes. Det gælder især i klasserummet. Det har vi øvet os meget på at få lagt en god proces for gennem årene.

Med hensyn til de eksekutive funktioner har vi i forbindelse med stamklasserne indlagt et lektiebånd midt på dagen. Lektiebåndet udløser ikke SU-timer, men vi forventer alligevel, at de bliver siddende i klassen og arbejder med lektier, opgaver mv. Her vil både mentorer og lærere være tilstede.

Mentorerne tilrettelægger videre sammen med klassens lærere en række arrangementer, som skal hjælpe kursisterne videre i deres studieliv. Det kan fx være forældre/netværksarrangementer op til eksamen, hvor de enkelte fags eksamensbetingelser præsenteres, samtidig med at alle får lagt en individuel plan for eksamenslæsning.

Derudover tilrettelægges en række sociale arrangementer, som har til formål at øve det sociale og hjælpe de unge til at danne venskaber.

Når de unge på det 3. år sendes ud på ordinære hold, understøtter vi dem ved hjælp af SPS styret af en koordinator, som har ansvaret for denne årgang.

Hvordan klarer inklusionskursisterne sig så?

De klarer sig faktisk glimrende. Kort fortalt er eksamenskaraktererne lidt over landsgennemsnittet opgjort på den centrale obligatoriske fag:

Det er selvfølgelig også interessant at følge inklusionskursisterne efter endt eksamen.

Skemaet nedenfor viser, hvordan optaget på de videregående uddannelse juni 2017 fordeler sig for årets inklusionsstudenter. Vi ved desværre ikke så meget endnu om, hvordan det går dem på deres studier. Denne del er selvfølgelig vigtig for at få et billede af den samlede succes for tilrettelæggelsen. Så det vil vi følge op på i den kommende tid.

Men ét aspekt er uddannelse. Et andet aspekt er, at vi er ret sikre på, at en ikke lille del af disse unge holdes fri af psykiatriske indlæggelser, dyr psykologhjælp, familiekollaps mv.

Mens jeg sidder og skriver denne artikel, er vi i gang med at tilrettelægge translokation på KVUC. I år har vi ca. 30 inklusionskursister, som får hue på, og mange af disse vil møde op og få overrakt deres eksamensbevis af rektor.

Dét er en stor dag for den unge og deres familie. Og for os!