HF på vej fremad – i et tilbageblik

Birgit Smedegård Olesen

Søren Fersløv Andersen

Artiklen er skrevet af Birgit Smedegård Olesen (underviser på VUC Storstrøm) og Søren Fersløv Andersen (Rektor på KVUC)

Som et led i reformerne af ungdomsuddannelserne er turen nu kommet til hf, som for grundighedens skyld bliver tilgodeset med et helt udvalgsarbejde af særlige sagkyndige. Som nøgleord til det udvalg, som UVM vil nedsætte til at udarbejde et forslag er nævnt følgende: den nye hf-uddannelse skal styrke kursisternes motivation, så færre falder fra undervejs, og flere efterfølgende vil ”læse videre”. Samtidig skal kursisterne have et fagligt bedre udgangspunkt for videreuddannelse end i dag – for eksempel gennem flere adgangs­givende fag og en mere struktureret og differen­tieret undervisning. Hf-uddannelsen skal fortsat være en meget anvendelsesorienteret uddannelse, som er god til at løfte en meget sammensat kursistgruppe.

Mange har ytret sig i paradigmet:
”1. At hf var engang meget anderledes og bedre
2. Det hf er blevet, er ikke så godt, så
3. Nu må vi lave hf anderledes og bedre igen.”

Der er mange synspunkter på og opfattelser af de tre forenklede statements, så i denne mulige mangfoldige diskussion giver det god mening at se på hf’s historie: hvad ville man i 1967 med hf-­uddannelsen, og hvad har ændret sig siden, som kan begrunde ændringer?

Helt konkret udsprang hf af behovet for at ændre adgangsvejen til læreruddannelsen fra den étårige præparandklasse til en længere og bedre forberedelse. Men hf’s fædre og mødre havde også uddannelsespolitiske visioner af socialdemokratisk tilsnit: de ønskede at skabe en uddannelse, som i sin rekruttering og sit indhold og struktur skulle være et alternativ til gymnasiet (Stx i dag) , som især var en uddannelse for unge fra socialgruppe I+II. HF skulle være med til at skabe lighed gennem uddannelse. Af samme grund var det afgørende, at uddannelsen ikke måtte ende som en blindgyde, og selvom dens studiekompetence ikke var afklaret fra starten, var der klare signaler om, at den skulle være åben både nedad og opad. Og i løbet af nogle år blev hf en gymnasial uddannelse med adgang til alle videregående uddannelser. Og det lykkedes at forene uddannelsesbehovet hos både unge og voksne og samtidig være fundamentet for en adgangsgivende eksamen, som ikke var en kopi af studentereksamen.

Uddannelsen var ikke – som mange i dag har en fejlagtig opfattelse af – tænkt som en uddannelse for voksne. Det fremgår tydeligt af betænkningen fra 1967, at målgruppen primært var unge direkte fra skolen, men også unge og ældre, som efter at have forladt skolen havde ombestemt sig og ønskede at uddanne sig til en boglig videre­uddannelse.

Uddannelsen var fra starten tænkt som en fleksibel forberedelse til en adgangsgivende eksamen med studiekompetence. Den blev fastlagt til to år, men med mulighed for kortere og længere forløb alt efter den enkeltes behov for at nå målet.

Det fremgår tydeligt af betænkningen, at man var bevidst om, at mange i målgruppen ville have behov for særlig støtte, hvis det skulle lykkes dem at nå målet. Det blev formuleret, at der ville være behov for andre og mere selvstændige undervisningsformer, mere inddragelse af eleverne i beslutningsprocesserne, mere vejledning, gerne en undervisning der ikke krævede hjemmearbejde, da man skønnede, at dette ville være et problem for mange. Fagrækken skulle bestå af en række almene fællesfag og mange valgfag. Etablerede fag som gymnasiale fag: latin, oldtidskundskab blev fjernet og nye kom ind som fx samfundsfag og psykologi. Det blev efter overvejelser besluttet, at der skulle være eksamen i alle fag og ikke medtællende års­karakterer, da man dels ikke mente, at de kur­sister, der havde fulgt undervisningen skulle have en særstilling i forhold til dem, der gik op til eksamen uden at have fulgt undervisningen, dels at man ikke mente, at et årskaraktersystem i den sædvanlige form kunne indpasses hensigtsmæssigt i hf-eksamens udformning. Det blev foreslået, at man gav standpunktskarakterer af rent vejledende art.

Uddannelsen skulle kunne rumme både den modne og ambitiøse studerende og den usikre og fagligt svage elev – man troede på, at det var muligt skabe et alment fundament, som kunne ligestilles med den daværende studentereksamen. Det viste sig muligt, men der har løbende været stillet spørgsmålstegn ved, om denne højere forberedelseseksamen nu også var god nok.

Målgruppen

I betænkningen fra 1967 er målgruppen for uddannelsen ikke specificeret. Som nævnt tænkes der udover unge direkte fra skolen på alle, der har skaffet sig de nødvendige kvalifikationer. Man forventer, ”at eleverne på Hf-kurserne kommer med ret forskellige forudsætninger for at vurdere deres arbejde og uddannelsesmæssige situation, og at en betydelig del af dem vil være i en alder, hvor tilpasningsproblemer og andre vanskeligheder af personlig karakter kan indvirke på deres muligheder for at få udbytte af undervisningen og derigennem på deres fremtidsmuligheder.

Denne forventning er begrundelsen for, at man anser det for nødvendigt, at der etableres en fast vejledningsordning, så eleverne har nem adgang til at søge hjælp med en række af de problemer, der kan op­stå under kursustiden.” (side 12 i betænkningen).

De første par år var der stor set en ligelig rekruttering af mænd og kvinder, men allerede få år efter starten på den 2-årige hf-uddannelse blev andelen af kvinder større. Samtidig med at uddannelsen fra at rekruttere 2–3% af en årgang voksede til at rekruttere ca. 10% af en årgang. Mange direkte fra folkeskolen, men endnu flere efter et kortere forløb i en ungdomsuddannelse eller på arbejdsmarkedet.

I debatoplægget ”Hf – et dansk eventyr” fra 1995 af Margit Christiansen, Birgit Smedegård Olesen og Søren Fersløv Andersen bliver der ­opstillet fem idealtyper til hf:

  1. Være den bedste ungdomsuddannelse for de ­supermodne elever i 10. klasse
  2. Være en ungdomsuddannelse for de gymnasiefremmede miljøer. Underforstået at det såkaldte socialgruppe I-II kulturmiljø og værdigrundlag ikke er dominant i et hf-forløb.
  3. Være et 2. gangstilbud for dem, som er droppet ud af en af ungdomsuddannelserne: uddannelsernes sweeper.
  4. Være en overbygning for de mange som forlader handelsskolernes grunduddannelse efter et år – helt planlagt.
  5. Være et moderne studenterkursus for dem, som er gået ad deres egne veje: uddannelsernes libero.

En aktuel miniundersøgelse fra VUC Storstrøm viser følgende skolebaggrund i en hf-klasse og deres mål med uddannelsen:

Avu–hf på VUC Storstrøm: 5
Afbrudt: Hg: 2
Afbrudt Eud og én færdig Eud: 6
Afbrudt gymnasial uddannelse: 4
Flere års arbejde: 2

Det peger på ”en ret alsidig kursistgruppe”, som alle har været i gang med noget efter folkeskolen.

HF’ernes uddannelsesvalg

Tal fra 1995 i Gymnasieskolernes Rektorforening: 2-årigt HF nu og i fremtiden (2001) giver følgende oversigt over hf’ernes studievalg:
KVU: 6,2%
MVU: 41,3%
LVU: 14,2%
Ialt: 62,1%

I Lars Klewes De gymnasiale uddannelser som ­adgangsvej til fortsat uddannelse (2009) er oversigten udvidet med erhvervsuddannelserne i den følgende oversigt over hf’ernes studievalg (årgang 2004 beskrevet i 2007):

EUD: 12%
KVU: 5%
MVU: 35%
LVU: 15%
Ialt: 67%

Registerundersøgelsen her ser alene på de studieaktive på et opgørelsestidspunkt og ser således bort fra dem, som allerede har afsluttet eller er droppet ud. Samlet set får man et ret dækkende og tydeligt mønster og en mindre undervurdering af den samlede effekt (:overgang fra hf til afslutning af en videregående uddannelse), som i flere undersøgelser er skønnet til mellem 75–80%, jvf. blandt andet ovennævnte undersøgelse p 33. I den slags ”gennemførelsesbeskrivelser” taler vi oftest om tidsperioder på 10-15 år for at få den samlede effekt beskrevet.

Mønsteret på landsplan vil blive opløst i mange nye mønstre, når man kigger på de enkelte skoler og deres lokale og demografiske kontekst. Som et eksempel kan man bruge Frederiksberg HF-Kursus, hvor andelen, som vælger en akademisk uddannelse er meget højere end landsgennemsnittet, idet 49% af årgang 2007 fra Frederiksberg hf fem år senere har afsluttet eller er i gang med en akademisk uddannelse, hvor det tilsvarende landstal er 22%.( Lars Klewe i årsskriftet HF Vinkler 2014 side 20f).

HF’erne har samlet set en noget anden og bredere uddannelsesprofil end stx’erne, men gennemførelsen er stort på niveau – selvfølgelig lidt mindre qua hf’ernes sociale baggrund. I ord kan man beskrive profilen ved, at der er rigtig mange, som vælger en MVU (en professionsbachelor-uddannelse), mange vælger en LVU og mange vælger en erhvervs­uddannelse, og der er nogle, som vælger en KVU.

Det understøttes af den omtalte aktuelle miniundersøgelse, som viser at i den samme klasse fordeler kursisternes mål med uddannelsen sig sådan, at 7 sigter mod en mellemlang videregående uddannelse, 4 mod en lang videregående uddannelse, 1 en kort videregående uddannelse, 2 vil læse ­videre, men har ikke besluttet sig mere konkret, mens det for de sidste enten er hovedmålet at ­bevise, at de kan tage en hf-eksamen, eller de har ikke taget nærmere stilling til målet.

Hvordan skal den reformerede hf-uddannelse se ud?

Læseren kan synes, at der i denne artikel lægges uforholdsmæssig stor vægt på hf’s historiske udgangspunkt. Det er ikke for at give en tung historisk redegørelse, men fordi det forekommer forfatterne, at de fremsynede politikere, der skabte uddannelsen for næsten 50 år siden på eminent vis har samlet en broget populations uddannelses­be­hov og sammensat en uddannelse, der sikrer at de 10%, som ikke bruger de andre uddannelser, også tager en studiekompetencegivende uddannelse.

På baggrund af den oprindelige geniale konstruktion i 1967 og de punkter, Undervisningsministeriet har opstillet som kommissorium, ser vi en vi­sion, der samler elementerne til en tidssvarende hf:

– Hf skal være anvendelsesorienteret ud fra den ønskede videreuddannelse
Den mest brugbare definition af begrebet ­”anvendelsesorientering” på hf er, at den skal tilrettelægges ud fra de fremtidsmål og -planer, den enkelte kursist har. Hun/han skal starte med i samarbejde med en studievejleder at ­udarbejde en uddannelsesplan, og ud fra den sammensættes den 2-årige uddannelse med fællesfag, tilvalgsfag og andet såsom praktikperioder, særlige opkvalificeringskurser osv. Fagene tones indholdsmæssigt efter den planlagte anvendelse både indholdsmæssigt og niveaumæssigt. Det er en stærk motivering, at man ved, man skal bruge det, man lærer, og det vil virke fastholdende. Der skal være kontakt med videreuddannelsesinstitutioner – såvel lærere som studerende. Måske en slags mentorordning. Målene skal naturligvis revideres undervejs.

– Hf skal være engagerende
Den stærke målretning vil virke engagerende og fremme gennemførelsen, ikke mindst hvis den kan kombineres med aftaler om, at kur­sisten er sikret adgang til uddannelsen. Og så skal man holde fast i, at arbejdsformerne skal være dialogorienterede, kursistaktiverende – alt det som Hattie og andre ved, der skal til for at skabe læring og lyst til læring. Lærer­foredrag (bl.a. ved tavlen) skal ikke være dagligdagens dominerende arbejdsform.

– Hf skal være fleksibel og individuelt tilrettelagt
Hvis den skal kunne leve op til behovene og forventningerne fra den brogede gruppe af ­unge og unge voksne, der søger uddannelsen, skal den være fleksibel og individuelt tilrettelagt. En slags enkeltfagssystem, hvor kursisterne går i klasse med kammerater, som har fagene på forskellige niveauer/forskellige afstigningstrin. Det er en styrke ved hf, at kursisterne er forskellige – også aldersmæssigt. Hf skal fortsat være én uddannelse med mange forskellige konkrete tilrettelæggelsesmåder efter lokale og individuelle behov.

– Hf skal være rammen om fællesskab
Uddannelsen bygger på et klasse-hold-fællesskab, hvor lærerne med deres faglige og pæ­dagogiske kompetence stimulerer læringen i et ligeværdigt fællesskab med kursisterne. Et godt holdarbejde med fælles aktiviteter styrker fastholdelsen.

– Hf skal være åben nedadtil og opadtil
Det kan være logisk at kræve karakteren 02 af de kursister, som søger hf direkte fra folkeskolen. Det indikerer, at de har opnået den mindste basisviden, som er hensigtsmæssig for at starte på en ungdomsuddannelse.
De fleste hf’ere, især dem der starter på VUC, har været ude af skolen i mindst 1 år, så det er lige så logisk, at deres optagelse skal være ­betinget af en individuel vurdering, der går på, om de med deres erfaringer har opnået et tilstrækkeligt niveau.
Og opadtil skal hf stadig give almen studiekompetence. Imidlertid kan den differentierede og individuelle sammensætning af fag og niveauer sikre, at de er forberedte til netop den valgte videreuddannelse.

– Hf skal ikke have medtællende standpunkt­karakterer
Vi tror, det er en vigtig del af hf’ernes dna, at de ønsker at gå på en uddannelse, hvor de ikke i det daglige skal tilpasse deres adfærd efter at please læreren for at få en god karakter. Imidlertid er det barsk med de kolossalt mange eksaminer over en kort periode. På STX er næsten 2/3 af karaktererne på eksamensbeviset årskarakterer. Man kunne udvikle andre evalueringsformer, ikke kun eksamensformer. Det kunne være afløsningsopgaver, tests, alle mulige forskellige produkter, som afleveres til intern evaluering evt. fra praktikstederne i samarbejde med Hf-kurset.