Fra de glade 90’ere til de meningsfyldte 10’ere

Af Pernille Brøndum Rasmussen, rektor ved Nordvestsjællands HF og VUC i Holbæk og Kalundborg

For et års tid siden, maj 2015, fik jeg ansættelse som rektor på Nordvestsjællands HF og VUC, men min karriere på VUC startede for mange år siden, da jeg som nyudsprungen kandidat i 1994 fik midlertidig ansættelse på VUC Øresund i Lyngby som privat-praktiserende hf-underviser i italiensk og engelsk. Det var de glade 90’ere inden genopretningspakken kom, og det var inden de mange sammenlægninger af mindre VUC’er til større organisationer med direktører og virksomhedstankegang til følge.

I de glade 90’ere hang VUC i udkanten af uddannelsessektoren. I Undervisningsministeriet var VUC noget, man skulle huske at tage med. Med et hårdnakket ry for at bedrive aftenskoleundervisning på linje med oplysningsforbundene, var VUC da også tæt på at ende sine dage i Kultur­ministeriet.

Sandt nok så var en del af kursisterne motiveret af andet end et behov for en adgangs­givende eksamen, men selve undervisningen havde kun det til fælles med AOF, LOF, FOF og PLOF, at en del af undervisningen typisk lå om aftenen. Undervisningen var jo også dengang offer for den detailstyring fra ministerielt hold, som vi lider under i dag, og faktisk var de høje krav til niveau og progres­sion noget, de fleste kursister virkelig satte pris på
– undervisningen rykkede dem. I et begyndersprog som italiensk måtte man måbe over, hvor hurtigt voksne mennesker kunne blive mere eller mindre flydende i et romansk fremmedsprog på ganske få år til trods for en fremskreden alder, der ifølge sprogforskningen burde have lagt en dæmper på det.

Der er nogen, der vil sige – og særligt VUC’s undervisere har i en lang periode sukket det – at det var lettere dengang, da vi havde flere motiverede og selvstændige kursister, der ofte også kunne give underviserne noget med hjem med deres store viden og indsigt og forskellighed, men en følge­svend til letheden var også en manglende eksistensberettigelse i et (måske) kortsigtet samfundsmæssigt og uddannelsespolitisk perspektiv.

Ikke, at jeg ikke er glødende fortaler for livslang læring for alle generationer til gavn for demokrati og kulturel forståelse i en global verden i hurtig udvikling. Ikke, at jeg ikke tror, at det system vi havde før genopretningspakken var gavnligt i forhold til åndeligt, mentalt og fysisk helse, og ikke at jeg nogensinde vil påstå, at jeg ikke elskede og stortrivedes med mine 15 år som hovedsagligt italiensklærer inklusiv afslutninger med kurve med lækkerier fra kursisterne.

Men for mig personligt skete der noget, da jeg begyndte at undervise 2-årige hf’ere i engelsk. Det var vanskeligere, mere kompliceret, det udfordrede mig i forhold til at motivere mine kursister og regne ud hvordan læringen kunne lykkes, men tilfredsstillelsen ved endt eksamen var så meget større, og mit personlige engagement voksede, fordi jeg kunne mærke, at jeg gjorde en reel forskel.

På samme måde skete der også noget for VUC i de år. Flere og flere VUC’er udbød den 2-årige hf og tilstrømningen af kursister med behov for at komme videre med uddannelse blev stadig stærkere. Da vi fra 2010 de facto ikke længere kunne optage ansøgere med en videregående uddannelse, forstærkede det VUC’s eksistensberettigelse.

The rest is history

Selv om man kan være utroligt ærgerlig over, at vi på VUC ikke længere har et tilbud til de ansøgere, som er sultne efter viden, men ikke nødvendigvis skal bruge eksaminer til at komme videre i uddannelse eller arbejde, så må man sige, at det endegyldigt har sat en stopper for de overskrifter, der handlede om hattedamer og evighedsomgængere i russisk, som var meget skadelige for VUC som sektor. Vores plads som en vigtig brik i det danske uddannelsessystem står slet ikke til diskussion i dag. Jeg mærker det som rektor i lokalsamfundet med stadigt flere samarbejdsflader og i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i lederforeningen, hvor det politiske arbejde har taget fart.

I dag ser jeg en VUC-sektor, der politisk tager fat i de opgaver og udfordringer, som den samfundsmæssige udvikling byder os. En sektor, der tager ansvar for at videreudvikle og følge med ­tiden, fx med et ambitiøst bud på en nødvendig modernisering af HF og en reform af AVU, så vi kan tage ansvar for de opgaver, der bliver stillet os i form af højere kvalitet, bedre overgange, flygtninge og skoletrætte unge og voksne, der med uddannelsespålæg bliver sat på en skolebænk, der skal tilbyde dem noget andet og noget mere.

Lokalt ser jeg lærerkollegier, der udvikler sig fra privatpraktiserende enheder til udøvere og udviklere af professionelle læringsfællesskaber, som vil gøre VUC i stand til at håndtere effektiviseringer, besparelser og krav om kvalitet. Lærerkollegier, der er så engagerede og så målrettede i deres arbejde for at hjælpe kursisterne med at lykkes, at de ind imellem ikke kan sove om natten, og som ikke længere begræder de kursister, der var engang – i halvfemserne – fordi de kursister vi har i dag, giver os mindst lige så meget og mere. Bare på en anden måde.

Vi har nogle nødder, vi skal have knækket. Personligt tror jeg, vi skal udvikle en øget modulisering af vores undervisning, så vi undgår den spildtid, der kan opstå, når kursisterne keder sig, fordi de er dygtige eller fordi de ikke kan følge med. Undervisningsdifferentiering, udgangspunktet i den enkelte kursists niveau og læringsstil. Hvordan løser vi det, når kursisterne samtidigt har behov for den tryghed der ligger i at træde ind i et kendt klasselokale med klassekammerater og faste lærere.

En anden svær nød er den detailstyring vi er underlagt fra ministerielt hold. Når nu man i starten af 00’erne gik over til kompetencetænkning, hvorfor insisterer man så på, at alle kursister har brug for lige lang tid til at klare et niveau. Kunne man forestille sig et system, hvor kursisterne rykkede videre til næste niveau, også formelt, når de rent faktisk havde kompetencerne til det, så fx samfundsfag C ikke altid skulle planlægges med 75 timer? Det er helt nødvendigt, hvis vi virkelig skal rykke og motivere danske unge og voksne, der skal videre med viden.

Og her et lille opråb: Hvis vi virkelig skal gøre en forskel i forhold til at præge udviklingen til gavn for os alle sammen, så er det afgørende, at vi står sammen som sektor, også selv om vi ind imellem har forskellige perspektiver og behov lokalt. Hvis man skal trænge igennem til de politiske niveauer skal budskaberne være enkle og fælles.

Jeg glæder mig hver dag over at tage på arbejde og være med til at udvikle og tage ansvar for VUC, om det er på min skole eller i bestyrelsessammenhænge. Lige nu glæder jeg mig til efter endnu et skoleår se resultatet af vores allesammens arbejde i den forestående eksamensperiode og dimissionshøjtideligheder. God fornøjelse og god arbejdslyst!

Pernille Brøndum Rasmussen er cand.mag. i italiensk og engelsk i 1994 fra Københavns Universitet, 1994-2009 ansat på VUC Øresund og efter sammenlægning VUC Lyngby som hf-underviser i italiensk og engelsk. Fagkonsulent i italiensk ved Undervisningsministeriet fra 2005-2009 sideløbende med sin ansættelse på VUC Lyngby, hvor hun siden 2005 også blev studievejleder. Souschef på Nordvestsjællands HF og VUC fra 2009-2015 med ansvar for HF. Rektor samme sted siden 2015. Medlem af lederforeningen for VUC’s bestyrelse siden 2013.