Avu-tanker

Anne Jelsøe

Af Anne Jelsøe, KVUC

Jeg fylder 67 til sommer og går på pension efter 12 år som gymnasielærer, blandet med lidt efteruddannelse og lidt barsel, 10 år på enkeltfagshf som lærer, studievejleder og opsøgende konsulent og 18 år som en meget stolt avuleder i København, først som udviklingschef og siden som uddannelseschef for avu, fvu og obu.

Det er svært at sige noget spændende om gymnasielærertiden, det var meget anderledes og stadig en meget stille og rolig uforanderlig institution som, da jeg var der, i høj grad fungerede efter mottoet: regeringer forgår, men blækregning en gang om ugen består. Jeg var lærer i Vendsyssel, hvor de unge var fredelige og søde, og disciplinproblemer absolut et fremmedord.

På hf i Albertslund og Høje Taastrup var der befriende anderledes: de unge var voksne, der elskede at være der, mange på holdene havde anden etnisk baggrund, og der blev diskuteret med stor ildhu. Der var et virkelig godt studievejlederteam, hvor avu og hf samarbejdede tæt og hjalp hinanden, og jeg var faktisk ikke klar over, at det skulle være anderledes at være i hfafdelingen end i avuafdelingen, mange af de mest spændende kolleger var avulærere, og jeg nød at snakke med dem om vores kursister, og vi havde de sjoveste fester. Det var i øvrigt også sjovt at sælge hf ude i byen.

I København på avu var meget anderledes: en sært altmodisch ledet institution med ikke stor tillid til arbejdsgiveren, kommunen, som ellers ville os det godt og gav os tilladelse til ordblindeundervisning i 2000, lige da jeg var startet, og bakkede stærkt op om igangsættelsen af fvu, min første lederopgave. Avu var én institution, hfe på Gasværksvej en helt anden. Stor var bestyrtelsen begge steder, da vi uden videre blev lagt sammen i forbindelse med overgangen til selvejet.

Da jeg blev avuleder, var de tre små avuafdelinger meget selvstændige skoler, centreret om en afdelingsleder, der holdt lærerforsamlingsagtige møder, hvor alt blev vendt. Lærerne ville dengang som nu gå gennem ild og vand for deres kursister, men der var en ret løs opfattelse af timeforbrug og fagindhold, og ikke noget stort fokus på, om de gik til prøver. ”Hun er ikke klar endnu” var en helt gængs forklaring på, at en kursist ikke skulle til prøve.

Der var mange halvårlige virksomhedshold i faste pakker med dansk, engelsk, matematik og naturfag, og vi havde vores egen lille afdeling på det lokale AMU-center, som uddannede industri-operatører på samlebånd. Vi samarbejdede med flere fagforeninger og havde et tæt forhold til LO-København, hvis formand sad i bestyrelsen. Hvert halve år udkom et lille katalog til Kvindeligt Arbejderforbunds medlemmer med tilbud om gratis kurser især i engelsk og it, KAD betalte gebyret, og der kom mange.

Der var ikke nogen særlig stærk fagfaglig tradition, den overlevede i nicher båret af individuelle ildsjæle. Undtagelsen var, da alle dansk- og dsalærerne på vores største afdeling på Lersø Park Allé slog sig sammen og lavede et meget stærkt tværfagligt team med en blanding af kurser, forelæsninger og frivillige modultilmeldinger. Kursisternes gennemførelse steg ikke, og de fik ikke bedre karakterer til prøverne, men lærerne havde det vidunderligt og oplevede et fagligt teamfællesskab, som for flere af dem var deres glansperiode i karrieren.

Noget af det første, jeg gjorde, og det var under store sværdslag, var at indføre faggrupper med faggruppekoordinatorer, som jeg kendte det fra hf, for dog at sikre faglighed i alle fag. Jeg lærte også, at der sandelig var forskel på avu og hf; hf’erne var jo akademikere og skrev bøger, mens avuerne bare var seminarieuddannede og folk, der var faldet i specialesumpen – en underlig gøren forskel, som jo også kan ses i foreningens navn i dag. Jeg har aldrig forstået den. I København var linjerne trukket ret skarpt op mellem de to grupper, og i virkeligheden drejede det sig ikke kun om snobberi, men om målgruppeorienteringen: avu var dybt engageret i de ufaglærte, og på hf var man med rette stolte af at have landets højeste overgang til de videregående uddannelser, som ganske vist også lå lige rundt om hjørnet. -Ingen snakkede om frugtbart samarbejde mellem de to tilrettelæggelser, endsige om at nå nye målgrupper.

Da avureformen kom i 2009, hilste vi den med stor begejstring. Fagene var veldefinerede med faste timetal og faste prøver med ekstern censur, og der var klare veje videre, især mod hf. Målgruppen var tydeligvis de unge uden 9. eller 10. klasse.

Mange af os syntes i begyndelsen, at det var stærkt kompetenceudviklende, at merit og prøver fik en langt klarere formel status. Efter nogle år fandt vi ud af, at fagene var blevet så gennem-beskrevne, at de blev skolastiske og kun med stort besvær levnede muligheder for at tone mod bestemte fagområder eller mod nogle lokale behov, og at prøverne var strukturelt usystematiske og mest lignede det gamle gymnasiums eksamener.

Langsomt forsvandt orienteringen mod de ufaglærte, bl.a. fordi fagene næsten ikke gav muligheder for at lave særlige tilrettelagte tilbud. Vi mistede det tætte samarbejde med AMU, som blev lagt ind under en stor erhvervsskole og næsten forsvandt, og DI anbefalede, at folk ikke længere gik på efteruddannelse i arbejdstiden, men i fritiden.

Det gav os senere store problemer ifm EUD-reformen, fordi det var svært at lave gode integrerede brobygninger med EUD’erne, og alle har skullet tænke uendelig kreativt for at lave gode tiltag i forbindelse med Kontanthjælpsreformen. Det har været ærgerligt, at vi skulle bruge så meget tid på kreative løsninger, for avu er som skabt til at være en spiller i lokalsamfundet, og langt mere efter EUD-reformens 02-02 krav. Hurtige og fleksible løsninger har været nødvendige, men svære at opbygge.

Heldigvis er vi i København meget begunstigede af et tæt og godt samarbejde med byens store jobcenter for unge, hvor man godt ved, at vi er vigtige medspillere, og placeringen af en kommunalt betalt mentorordning har også været en stor succes. På den korte bane er vi og vores mentorer vanvittigt dyre, på den lange vanvittigt billige; de unge kommer videre med opbygget studiekompetence, mere styr på deres liv og så altså de prøver, de skal bruge.

Der har været en sær tendens til stramninger netop på avuområdet, hvis kursister dog burde være særligt begunstigede. Et par eksempler:

1.  Avuerne har aldrig haft SPS, skønt der er flere ordblinde og personer med diagnoser her end vel på de fleste andre uddannelser. Man kan få SPS i brede mængder fra hf og videre helt frem til og med speciallægeudnævnelsen, men absolut ikke på avu overhovedet. Der er forlydender om, at både det fremtidige avu og FGU får samme elendige ordning som på EUD’erne: en it-rygsæk plus 10 it-instruktionstimer, og det er så det. Det er skammeligt.

2.  Introducerende undervisning, avufagrækkens åndehul, blev genstand for et hyrdebrev et år efter reformens start, fordi nogen syntes, at det blev brugt for meget. Da reformen blev lanceret, forlød det, at vi endelig skulle bruge faget – men det skulle vi så alligevel ikke.

3.  Vi springer lige et par mindre over og går til den seneste: på avu er tælledagen rykket fra 20% inde i forløbet til 40%, ”for at skabe incitament for at arbejde med gennemførsel”. Kunne man da ikke bare engang imellem sige ligeud, hvad det drejer sig om, at man skal spare nogle kroner, og så rammer man avu, som ikke fylder i offentligheden. På avu arbejder man overalt i landet stenhårdt på øget gennemførsel, ikke kun på grund af taksameteret (jo, selvfølgelig også på grund af det, det er bare ikke det vigtigste), men fordi vi er på jorden for at få vores udfordrede unge videre mod et liv, og så er forudsætningen, at de kan få en uddannelse.

Her skal ikke kun skældes ud. Fvu har været en velsignelse. Fvu er genial og burde bruges langt mere overalt, hvor det er muligt. Det er effektivt, det virker hurtigt, så selv en meget dårlig læser kan mærke det efter kort tid, og netop her er fleksibiliteten kolossal. Det er selve forudsætningen for opbygningen af faget, at forløbene opbygges med udgangspunkt i den konkrete målgruppes behov, og dygtige fvulærere kaster sig engagerede over de udfordringer, det kan give at opbygge undervisningsmateriale til rengøring, køkken, sosuer, cykelsmede, tømrere – kort sagt, det samlede LO-arbejdsmarked. I fvu er videreført nogle af de gamle, virkningsfulde forhold i det gamle avu: fleksibiliteten og målgruppeorienteringen. Det bliver spændende at følge de to nye børn i klassen: digital og engelsk.

Det vigtigste af det hele er dog lærerne, forudsætningen for det hele. At være avulærer er for langt de fleste et stærkt værdibaseret arbejde. De ikke bare tror, de ved, at deres arbejde kan give den enkelte unge ballast til et opgør med et elendigt eller bare halvdårligt børne- og ungdomsliv og nye livsmuligheder og mere glæde. Det er et hårdt arbejdsliv med en evig kamp mod fravær, manglende motivation, uforståeligt frafald og pludselige følelsesudbrud hos en ung med problemer, eller en ung/voksen, der er flygtet til Danmark under forhold, vi egentlig helst ikke kan holde ud at vide noget om. Vi skal anerkende og støtte lærerne alt, hvad vi kan.

Vi har bevæget os fra 00’ernes orientering mod de ufaglærte voksne med avufag og timetal, der muliggjorde tilbud til arbejdspladserne og over mod de unge uden 02-02 som hovedmålgruppe og nogle stramme fag, der både peger opad mod hf og udad mod EUD’erne – og til hvad? Det fremtidige avu burde huske sin fortid, og også skele til fvu, og opbygges fleksibelt, med hensyntagen til de forskellige målgrupper, der vil tegne sig med store lokale forskelle. Og husk så lige at lave prøverne om til mere moderne prøver, som afspejler undervisningen uden at give køb på den formelle merit. Hvis VEU-arbejdet skal lykkes, er det nogle af nøgleordene.

God fornøjelse med det.