Funderinger omkring fusionerede skoler

Sten Clod Poulsen

Chefkonsulent Sten Clod Poulsen, www.læringiskolen.dk

Introduktion

Denne artikel bruges som anledning til personlig eftertanke. I min bog om teamkoordinatoren som kollegial udviklingsaktør (se reference) indleder jeg med at kortlægge teamkoordinatorens bredere baggrundsvilkår i skolen: Den pædagogiske kultur, den sociale kapital og den fusionerede skole/uddannelsesinstitution.

I kapitel 3 om fusioner beskriver jeg nogle meget negative erfaringer, som jeg gennem årene har gjort som konsulent på en række forskellige fusionerede skoler og uddannelsesinstitutioner. Mine iagttagelser handler om de to grænseflader mellem for det første lærerne og de lokale ledere og for det andet mellem de lokale ledere og topledelsen. Med ”topledelsen” mener jeg skolechef, direktør, rektor, forstander etc. samt de øverst placerede ­ledere, som tilsammen udgør institutionens øverste myndighed. Min tese er, at mellemledernes position er blevet gjort ret umulig og at dette i markant grad vanskeliggør teamkoordinatorernes arbejde.

Den forvaltningsfaglige rationalitet og den læringspædagogiske rationalitet

I korte træk går de kritiske iagttagelser ud på at den øverste ledergruppe isolerer sig på et ukrænkeligt organisationsniveau, hvor de ikke kan nås af de lokale ledere, som derfor ikke når frem med deres erfaringer vedr. lærernes bestræbelser for at skabe gode læringsresultater. Topledelsen kan ikke nås dels på grund af organisatoriske og mentale barrierer og dels fordi de lokale ledere i vidt omfang holder problematiske erfaringer hos sig selv fordi de ikke længere har tillid til at topledelsen lytter. Med andre ord forhindrer organisationen sig selv i at lære af sine erfaringer.

I bogen går jeg skarpt i rette med topledelsens ageren. I dag fokuserer jeg i højere grad på, at denne ageren er et resultat af en ministeriel udvikling mere end et resultat af topledelsens egne prioriteringer.

Finansministeriet og undervisningsministeriet

I 1990’erne skete der på statsniveau en historisk forskydning af magt fra de fleste sagsrettede enkeltministerier og til finansministeriet, som igangsatte overordnede projekter, der resulterede i en styringskultur som var økonomifikseret og måltalfikseret. Baggrunden var en ”træthed” på høje ­niveauer over at ministerier ikke arbejdede omkostningseffektivt, overskred deres budgetter, prioriterede mindre rationelt og var styret af indre ­historisk bestemte områdekulturer (sundhed, so­ciale forhold, uddannelse, miljø etc.) som ikke havde nogen synderlig respekt for folketingsbeslutninger. I en vis forstand kan man forsvare ­finansministeriet med at de blot ønskede at knæsætte det grundprincip, at det i et demokratisk samfund er politikerne, som bestemmer og at deres beslutninger skal føres helt igennem.

Problemet var – og er – at finansministeriet – DJØF rationaliteten – her overså at der altid i det åbne demokrati har været en prekær balance mellem den politisk-forvaltningsmæssige magt og de ”områdesagkyndiges” ekspertise. Grundproblemet i DJØF tænkningen var – og er – at der ingen ­respekt og forståelse findes for andre former for faglighed end deres egen. Med ”prekær” mener jeg at det i min forståelse er lige katastrofalt, hvis balancen tipper for langt over til den ene eller til den anden side. Således er det også et problem hvis fx overlæger på et hospital ud fra egne personlige interesserer prioriterer bestemte behandlingsformer eller medikamenter eller begynder at skalte og valte med betroede midler. I skoleverdenen betragter jeg de seneste tredive års fastlåsning til et socialkonstruktivistisk læringssyn som en sådan forkert balance idet de sagkyndiges – såvel forskeres og læreres – forståelse har været lukket og mangelfuld. Så begge parter i den prekære ­balance kan tage alvorligt fejl.

Fra ca. år 2000 og videre frem blev stadigt ­flere ministerier banket på plads i forhold til en overordnet økonomistisk logik. Det førte bl.a. til en gradvis udskiftning i ministeriet af ledere med faglig områdeerfaring med ledere med DJØF baggrund.

Når ministerier opkaster sig som områdeeksperter

Så undervisningsministeriet bliver underordnet og måtte anlægge en ny drakonisk styringstænkning, hvor institutionerne skal rette ind uanset om styringslogikken er forkert i forhold til faktiske real­erfaringer og faglig ekspertise på et givet område.

I den første fase af moderniseringen af uddannelsesområdet var dagsordenen ”markedsorientering, indbyrdes konkurrence og lokal selvstændighed”. Det løste imidlertid ikke problemerne med svigtende læringsresultater i det danske uddannelsessystem.

Folkeskolereformen og KL’s lockout er som en ”næste fase” overordentlig interessant. Dels var begivenhederne en logisk forlængelse af hele af den finansministerielle og KL-mæssige styringstænkning: Lærerne skulle også indordne sig og bankes på plads koste hvad det ville.

Samtidigt skete der imidlertid noget helt andet: Undervisningsministeriet benyttede anledningen til at kæmpe et andet læringssyn igennem. Flere nye doktriner blev ophævet til at være sandheder af ukrænkelige art – i stil med DJØF-logikken – og blev indbygget i reformen uden mulighed for modkritik. Her forsøgte en DJØF kultur også at gøre sig til eksperter mht. læringspædagogisk sagkyndighed og derefter også her kræve fuldstændig underkastelse uanset hvilke reale forhold, som kunne anføre imod de overordnede beslutninger.

Problemet der herved opstår er, at virkeligheden kan vise sig at modsige forvaltningen. Husk fx atomkampagnens og en række eksperters stæ­dige kamp mod indførelse af atomkraftværker i Danmark. Husk debatten om hvor i Danmark det radioaktive affald skulle graves ned. Det står stadig på Risø for ingen ville have det og dermed faldt atomudviklingen i Danmark til jorden.

Når vi i valgkampen i maj-juni i år ser at Venstre pludseligt undsiger den logik, som partiet selv har været stærk tilhænger af – tænk sundheds­reformer og kommunalreformen – har vi den ­paradoksale situation at partiet undsiger den in­klu­sion, som netop repræsenterer deres egen økonomistiske tænkning.

Nu ser jeg ikke lærere som fejlfri og upartiske sagkyndige, idet jeg selv mange gange har mødt pædagogisk konservatisme af den mest stædige art i mit møde med nogle lærergrupper. De ser ofte ­situationen helt lokalt og ønsker ikke at anlægge overordnede helhedsperspektiver – det overlader de til ledelsen, som de derefter punker for totalitære styringstendenser. Min tese er derfor på ingen måde at afgørende spørgsmål vedr. valget af læringssyn altid skal overlades til lærerne, fordi de kollektivt kan blive enige om at tage fejl. Og i så fald er en stærk overordnet ledelse nødvendig. Problemet er imidlertid i dag at topledelsen har måttet underordne sig nogle politisk besluttede nye pædagogiske doktriner: Inklusion, bevægelse og læring, IT i undervisningen, synlig læring osv. som kan være delvise alvorlige fejltagelser. Og hvem er så i stand til at bringe undervisnings­ministeriet til pædagogisk fornuft?

Topledelsens skrøbelige position

Følgen af udviklingen er derfor at topledelsen i ­fusionerede skoler og uddannelsessituationer skal forvalte en styringsmæssig virkelighed, som har indbyggede uforligelige modsætninger mellem DJØF-logik og politisk bestemte nye pædagogiske doktriner.

Her er det at jeg genovervejer kritikken i min bog af den fusionerede skole og i dag klarere ser topledelsens vanskelige situation. Topledelsen har allerede i en årrække været ansat på en social kontrakt, som indebærer en fuldstændig accept af den overordnede styringsfilosofi. Hidtil har man imidlertid kunnet give lærerne et stort frirum til selv at vælge læringsforståelse og tilrettelægge ­undervisningen. Hvilket har givet mellemlederne visse handlemuligheder og fleksibilitet. I dag skal den samlede ledergruppe imidlertid også bekende sig til uddannelsespolitiske beslutninger om hvilken læringsforståelse, som skal være grundlaget for undervisningen.

De forkerte måltal

Undervisning er ikke skolens ydelse over for samfundet. Læringsresultaterne er skolens ydelse over for samfundet. DJØF-tænkningen fra 90’erne er baseret på den naive grundantagelse at blot undervisningen detailstyres så følger gode læringsresultater. Dette ved vi i dag ikke holder.

Måltal vedrørende undervisningens omfang og tilrettelæggelse er derfor en fejlslået strategi. En modstræbende selvkritik ses i det seneste år i at tænkningen om måltal forskydes fra ”at spare på undervisning” til ”at kræve minimumsniveauer mht. læringsresultater”.

Problemet – og det er tungt – som de opadtil loyale skoleledelser derfor kæmper med nu og fremover er: Hvad nu hvis den læringspædagogiske virkelighed ikke følger de politisk bestemte pædagogiske sandheder? Hvad nu, hvis jorden ­ikke er flad, men er rund? Den katolske kirke måtte til sidst opgive doktrinen om at de havde bedst forstand på universets opbygning: Det var ikke jorden, som var universets centrum – jorden cirkulerede omkring solen som igen blot var en af utallige andre sole. I dag er det sjældent at den katolske kirke dummer sig ved at udmelde drakoniske påstande om faglige og forskningsbelyste ­temaer. Hvad med undervisningsministeriet?

Ledelse og læring

Paradokset i det nye styringsbegreb fra folkeskolereformen ”læringsledelse” er med andre ord, at da vi rent faktisk ikke endnu har et dybere kendskab til hvordan man skaber vellykkede læringsresultater i skolen så indfører ”læringsledelse” endnu et umuligt krav til skoleledelser om at lede noget som vi ikke nøjere ved hvad er. Selve ordet ”læringsledelse” er et ”oxymoron” et udtryk med en indbygget modsætning fx ”skynd dig langsomt”. Læring kan i dag ikke ledes af den enkle grund at vi ikke ved nok om læreprocessen i skolen og fordi topledelser er så beslaglagt af forvaltningsmæssigt arbejde at de ikke har tid til at følge med i faglitteraturen om læringsforståelser.

Fusionerne førte topledelsen stadigt længere væk fra læringsniveauet i skolen. Når den moderne skoleledelse derfor med ”læringsledelse” skal tage endnu en ministeriel doktrin til sig for at komme tættere på læringen opstår endnu en prekær position: Man snakker læring medens man handler organisation. Man kan ikke handle læring, ikke ledelsesmæssigt, for vi ved ikke nok og ”John Hattie koncernen” er ikke på noget nær et tilstrækkeligt svar, vi ved ikke om fysisk bevægelse i sig selv fremmer læring, vi ved ikke i hvilket omfang inklusion er mulig og meningsfuld osv.

Ideen om ”det ufejlbarlige ministerium” er en ide af samme karakter som ideen om ”den ufejlbarlige kirke”. Det er på tide at forlade doktrinær tænkning. Det er nødvendigt med lokal civilcou­rage.

Referencer

Poulsen, S. C. Teamkoordinatoren – den kollegiale udviklings­aktør i skoler og uddannelsesinstitutioner, Slagelse: MetaConsult Forlag, 2014, 269 s.