Hvem sammenligner man hf’erne med?

Birgit Smedegård Olesen

Af Birgit Smedegård Olesen, underviser på VUC Storstrøm

De kvantitative undersøgelser i rapporten

Det er altid meget interessant at modtage en EVA-rapport om en uddannelse, man selvbeskæftiger sig med. Det gælder også rapporten: Hf – profil og funktion. En undersøgelse af hf-kursister på toårig hf. Det er fint at læse om hf’ernes motiver og oplevelser i forhold til deres hf-uddannelse. Men den sammenhæng, forfatteren af rapporten, vælger at sætte interviewene med kursisterne ind i, er efter min opfattelse problematisk og uhensigtsmæssig i forhold til den udvikling og reform af hf-uddannelsen, som er i gang.

Således er denne lille artikel en problematisering af rapportens beskrivelse af hf i sammenhæng med de andre tre gymnasiale uddannelser. Hf og hf’ere kan have deres problemer, og de skal være med i overvejelserne over, hvordan hf skal udvikle sig, men de negative faktorer og problemer, rapporten fra Evalueringsinstituttet beskriver, skal være retvisende og ikke af en sådan art, at man tænker ”Man merkt die Absicht und wird ver­stimmt”.

Det er som om, rapporten på forhånd har nogle opfattelser, ja ligefrem fordomme om hf, som den så dokumenterer ved hjælp at et dertil udvalgt statistisk materiale. Og at man lægger konklusionerne til rette, så de passer på de ændringer, man kunne forestille sig angående en
hf-reform.

Læs indledningen side 4:

”Hf har en række udfordringer set i forhold til de øvrige gymnasiale uddannelser. Hf-studenter opnår gennemsnitligt lavere karakterer end studenterne på de øvrige gymnasiale uddannelser. De overgår i mindre grad til videregående uddannelser og har et større frafald på de videregående uddannelser. Samtidig er der et større frafald i løbet af hf. Disse forhold skal ses i lyset af, at kursistgruppen på hf har en større andel kursister med et svagt fagligt udgangspunkt (målt på grundskolekarakterer) og fra gymnasiefremmede hjem end de øvrige gymnasiale uddannelser.

De samlede udfordringer for hf har sat fokus på, om hf er tilrettelagt hensigtsmæssigt. I den sammenhæng mangler der viden om, hvilken funktion hf har for forskellige kursister, og hvordan kursisterne oplever hf.”

Det er noget af en mangelliste – man kan undre sig over, hvordan de (hf’erne) overhovedet kan ­befinde sig i selskabet af gymnasieuddannelser og finde vej til en videregående uddannelse.

Man kan reagere på listen med de mange mangler ved at søge forklaringer på eller undskyldninger for dem: ”det er også fordi hf’ere har så mange problemer, det er på grund af den so­ciale arv, det er fordi uddannelsen kun er 2⁄3 så lang” – eller hvad man nu kan komme på af andre.

Man kan også vælge at gå i kødet på påstandene om alle manglerne i forhold til de andre gymnasiale uddannelsers elever og undersøge, om de holder statistisk. Jeg har valgt det sidste.

Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved de tal, der bringes i sammenligningerne mellem hf og stx. Men jeg anfægter metoden i rapporten, når den lægger ud med at skrive ”Hf har en række udfordringer set i forhold til de øvrige gymnasiale uddannelser”, og så fortsætter med udelukkende at sammenligne med stx, som sin størrelse til trods dog kun er én af de fire gymnasieuddannelser. Rapporten legitimerer det ved at skrive:

”For at perspektivere resultaterne om hf-studenternes uddannelsesvalg efter hf sammenlignes hf-studenterne med studenter fra samme årgang fra stx. Analysen er afgrænset til en sammenligning med stx, som har vægt på de samme faglige hovedområder som hf.”

Det er alt. Der er ikke yderligere argumenta­tion for, at man i en indledning, der sammenligner hf med alle de andre gymnasieuddannelser, vælger kun at sammenligne med stx.

Mest dækkende ville denne kvantitative del af rapporten have været, hvis man sammenholdt alle de fire gymnasieuddannelser, men da dette kun er en artikel, vil jeg tillade mig at udvælge hhx som den uddannelse, det kan give mest mening at ­sammenligne med. Af andre grunde end fagsammensætningen: nemlig populationernes karakteristika. Det er veldokumenteret i mange undersøgelser, at studiesucces såvel i uddannelserne som i valg og gennemførelse af videre uddannelse er afhængig af sociale faktorer: forældres uddannelse, etnicitet o.a. (Se fx UVMs hjemmeside om studentereksamenskaraktererne 2014, hvor der står: ”Eksamensresultatgennemsnittet er stærkt påvirket af den højeste fuldførte uddannelse blandt studenternes forældre, dette stort set uafhængigt af typen af gymnasial uddannelse. For alle gymnasiale uddannelser stiger eksamensresultatgennemsnittet med forældrenes højeste fuldførte uddannelse.”).

Undersøgelser har vist, at hhx er den uddannelse, som er bedst til at løfte den sociale arv, og at hf er næstbedst. De to uddannelser har en elevsammensætning, som minder om hinanden på det punkt. Stx er stadig statistisk set en uddannelse, som forholdsmæssigt rekrutterer flere elever fra højtuddannede forældre, og en nylig undersøgelse viser, at dette er blevet forstærket i de seneste år, se EVA-rapporten: ”Gymnasieelevers baggrund og forskellighed”, maj 2015

Sammenligningen bestræber sig på at bruge de samme eller sammenlignelige tal om eleverne. ­Undersøgelsen vil omfatte 3 faktorer, som nævnes i rapporten: Elevernes forældrebaggrund, elevernes overgang til videre uddannelse efter eksamen og deres karakterer ved eksamen.

Elevernes forældrebaggrund

Den nye EVA-rapport om gymnasieelevernes uddannelsesbaggrund viser to elementer: dels hvilke uddannelsesbaggrunde eleverne kommer fra, dels udviklingen heri siden 2001. Konklusionen på det sidste er, at andelen af elever fra hjem med højt­ud­dan­nede forældre (højtuddannede hjem defineres som hjem, hvor minimum én af forældrene har en lang videregående uddannelse) er steget på alle andre uddannelser end hf, hvor andelen er den samme.

På alle de fire ungdomsuddannelser er andelen fra uddannelsesfremmede hjem (defineret som hjem, hvor grundskole er det højeste uddannelsesniveau hos forældrene) faldet. Andelenes størrelse i 2001 og 2012 ses nedenfor:

I denne henseende ligner hhx mere de andre gymnasieuddannelser.

Af tabellen markerer hf sig som den uddannelse, der har den største andel af elever fra uddannelsesfremmede hjem. Stx markerer sig tydeligt som den uddannelse, der har klart flest forældre fra højtuddannede hjem.

Sammenligning af hf’ernes og hhx’ernes overgang til videregående uddannelse

Jeg har brugt registertal fra Danmarks Statistik for det samme år som rapporten: de elever der færdiggjorde deres uddannelse i 2011 og hvor de befinder sig i 2013, 27 mdr. efter.

Jeg er ikke i besiddelse af de samme kategorier, men har tallene fra Undervisningsministeriets databank. Forskellen er, at denne statistik opererer med ”uoplyste” som en kategori ved siden af de andre kategorier, som omfatter de uddannelser, som dimittenderne er i gang med. Det ændrer dog ikke størrelserne.

Som det ses af tabellen minder de to elevgruppers adfærd efter eksamen meget om hinanden. Der er flere elever fra hhx, der efter 27 måneder er i ­videregående uddannelse (81,9%) mod hf’ernes 72,0%. Hf’erne har lidt flere kursister i gang med en mellemlang eller lang videregående uddannelse, mens hhx’erne har lidt flere i gang med en erhvervsfaglig uddannelse end hf og mange flere i gang med en kort videregående uddannelse end hf. Hovedforskellen mellem dem er de ca. 10% flere uoplyste på hf.
Hvis rapportens udsagn om, at hf har en plads mellem de gymnasiale uddannelser og erhvervs­uddannelserne, som er imod dens formål som gymnasial uddannelse (rapporten side 9), må dette i endnu højere grad gælde hhx.

”Undersøgelsen viser, at hf i ungdomsuddannelsessystemet i praksis har en plads mellem de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne. En del af kursisterne har tidligere gået på en erhvervsuddannelse og har valgt hf for at skifte ­bane væk fra den faglærte vej.

En forholdsvis stor del af de færdige hf-studenter vælger desuden at begynde på en erhvervsuddannelse efter hf, hvilket ikke er i overensstemmelse med hf’s formål, nemlig at være afsæt til en videregående uddannelse. Hf er her et supplement til en erhvervsuddannelse, som formelt set ikke er nødvendig for at begynde på en erhvervsuddan­nelse.”

Også med hensyn til de karakterer som eleverne afslutter deres studentereksamen med, er der store ligheder:

Som det fremgår af tabellen ligger gennemsnits­karaktererne meget tæt på hinanden. Jeg ved ikke, om der nu er en tendens til, at karaktererne på hhx har en tendens til at ”løbe fra” hf’erne, eller hvad karakterforskellene skyldes de sidste 2 år, men det vil være søgt at konkludere, at hf’ernes karakterer er signifikant lavere end hhx’ernes.
Det er vigtigt, at en sådan rapport giver et dækkende, nuanceret og retvisende billede af hf sammenlignet med de øvrige gymnasieuddannelser, blandt andet fordi rapporten bruges som argument for visse ændringer i hf som en del af det ­reformarbejde, der er i gang.

Aspekter af de kvalitative undersøgelser

Rapporten placerer sig meget bevidst som et indlæg i den kommende reform af hf. Det er nævnt i forbindelse med de kvantitative undersøgelser ovenfor, og det er også tilfældet i de kvalitative dele, som giver et godt indtryk af hf’ere.

Jeg vil nævne karakteristikken af hf’ernes mangfoldighed. Der står side 8:

”Det mangfoldige miljø på hf er både en stor styrke og en udfordring. Styrken knytter sig til spredningen i kursisternes alder og tidligere erfaringer, da denne mangfoldighed i høj grad appellerer til kursisterne, som oplever et rummeligt miljø på hf, som de trives i.

Den store udfordring ligger i kursisternes meget forskellige forudsætninger og motivation for at være på hf og deltage i undervisningen. Det er en stor opgave for hf at rumme de meget forskellige former for motivation og sikre et læringsmiljø og en undervisning, der kan rumme alle kursister. Det vil her være vigtigt fremadrettet at sætte fokus på, hvordan undervisningsdifferentiering bedst gennemføres på hf, og herunder også uddannelsesstedernes erfaringer med niveaudeling og holddeling, hvor udfordringen er at finde en balance, så enkelte hold ikke i for høj grad præges af fagligt meget usikre kursister eller kursister, der er meget lidt motiverede.”

Det er for mig at se en vigtig fremadpegende pointe i rapporten, som reformmagerne skal vægte højt. Jeg kan henvise til den artikel, jeg har skrevet sammen med Søren Fersløv Andersen i sidste nummer af Voksenuddannelse (nr. 112), hvor vi nærmere har udviklet en vision om en hf-uddannelse, hvor udgangspunktet er kursistens uddannelsesplan, som er udarbejdet i samarbejde med vejlederen ved optagelsen, hvor hold- og klassedannelser sker ud fra det mål hver kursist har med sine fag og niveauer.

Samtidig er tanken, at uddannelsesplanen skitserer det fagområde, som kursisten sigter mod i ­sine videreuddannelsesplaner, så hf-uddannelsens indhold i stor udstrækning bliver mere funktionelt  motiverende, fordi den er anvendelsesorienteret og målrettet via samarbejde med videregående uddannelser og erhverv.